at han vil raade Andre til ogsaa at læse den, „omendskjønt han skulde derover af nogle Verdens kjødelige og uaandelige Børn blive foragtet, forhaanet og bespottet og kaldet en skinhellig Pharisæer, en Husprophet, en Vinkelprædiker eller noget andet Saadant“. I Efterskriften fortæller han, at „dette Herrens eget Verk og Arbejde ikke af nogen anden Autoris eller Skriftlærds Skrifter eller Bøger, som ellers gementligt, er samlet og udskrevet (hvormed Nogle dog have allerede sig spottelig ladet forlyde)“, men alene af Bibelen og dens Concordans, og at han har sendt Bogen til de 4 kjøbenhavnske Professorer og andre Theologer, og disse have Intet fundet i den stridende mod den hellige Skrift, hvilket han vil tilkjendegive, ikke alene for at den enfoldige Læser tryggeligere kan læse den, men ogsaa for deres Skyld, som af Djævelens Tilskyndelser „altid have Lyst og Vilje til at modstaa, forhindre, forklejne, bele, bespotte, bagvadske, beskjæmme, dæmpe og afskaffe Sandheden og derimod elske, tale, digte, skrive, be- rømme, forfremme, udsprede og langt og vidt udbrede den djævelske, fordærvelige og fordømmelige Løgn“, som derfor ogsaa samtykke med deres blinde Anføreres onde o. s. v. Vilje udi Christi sande o. s. v. Disciples løgnagtige Anklagelse o. s. v., udi deres Indstævnelse og Henførelse til Synagoger, Raadstuer og Domhuse, og udi deres Bindelse, Bastelse og Belænkelse o. s. v. og udi deres Lærdoms og Skrifters Forhindring og Forbydelse og udi deres Afsættelse og Udelukkelse fra Kald og Embede og udi deres offentlige Udraabelse og Beskjæmmelse og Bansættelse o. s. v. o. s. v.“. – Man ser, hvor stor Mag. Niels’s Indignation er; han kan ikke finde Udtryk nok for sin Harme; man kan visselig ikke undres over, at Mag. Trugels vil have ham dømt som Skjændegjæst.
Bogens Formaal er en Formaning til Selvprøvelse, om man har den sande Tro; denne fremstilles og beskrives, idet han idelig advarer mod Vantro og falsk Tro; men allerværst
