sine Indlæg paastaar ham skyldig (ifølge Recessen 20,3 at bøde til Kongen for sin Munds Overløb, og ifølge N. Lov Mandhelgebolken 21 at bøde til Kongen og dømmes „fjolmæle (det er, formeget talendes) at være“ o. s. v), dertil findes intet Spor, og der er heller ingen Sandsynlighed derfor; thi det kunde vel ikke være hans Alvor at tiltale ham for at have sigtet ham for en Tyv og Morder i almindelig Forstand, for en saadan, som straffes med „Galge og Gren“ o. s. v. Han har kanske ment, at han nu, da Mag. Niels’s Skjældsord vare mortificerede, kunde faa Lov at leve i Fred for ham; men deri tog han imidlertid meget Fejl, thi denne Dom havde i det Hele, som man senere vil se, kun liden Indflydelse paa Forholdet mellem dem; ialfald forandrede Mag. Niels hverken sit Sindelag eller sin Færd mod ham.
Midt under Striden arbejdede han paa et Skrift, kaldet „Troens Erindring og Prøvelse“; Bogens Fortale er dateret 1ste Juni 1649, og dens sidste Kapitel, siger han selv, at han skrev i December 1649, medens Efterskriften er forfattet 8de Marts 1651. Den udkom, som Titelbladet viser, i Christiania 1651 hos Valentin Kühn. – I Indledningen drager han med sædvanlig Stridbarhed tilfeldts mod dem, som knurre og fortørnes, ja endog bryde ud i aabenbare Bespottelse og Forhaanelse mod dem, der ved Guds Aands Naade og Lys af de hellige Skrifter klarlig bevise, at den Tro, som nu de Fleste rose sig af og pukke paa, ingenlunde er den rette. „Og hvorfor“ spørger han, „ville nogle Skriftlærde paa denne Tid være saa stolte og opblæste, at de ikke ville tilstede og fordrage, at andre christne Mennesker skulde turde understaa sig efter Guds Bud og Ord at paaminde, corrigere og straffe dem tilbørligen for deres Vildfarelser og Forseelser“? Bileam lod sig jo corrigere af sin Aseninde. Han haaber, siger han, at Læseren ikke vil lade det blive sig for langt og kjedsommeligt at læse Bogen igjennem en og anden Gang, og
