fundet, at Omstændighederne vare formildende, og maaske talte Borgermesterens egen Færd ikke mindst til Undskyldning for Mag. Kjeld. Af det Foregaaende fremgaar det tydelig nok, at Borgermesteren har været en ilsindet og i sin, som det lader til, temmelig hyppige Drukkenskab brutal Mand; hans raa og tirrende Færd vilde have været vanskelig nok at bære med Rolighed for en nok saa sindig Mand, end sige for en Mand med Mag. Kjelds hidsige Gemyt. Mag. Kjeld var endnu temmelig ung, kun lidet over 30 Aar, og dertil ung i Embedet, saa at han manglede den fornødne gejstlige Erfaring; hans Energi og Viljeskraft, der var bleven udviklet under Krigerlivet, vilde ikke rigtig føje sig ind i den Form, hans nye Stilling udkrævede; men at han har omfattet sit Embede med Iver og Nidkjærhed, maa man antage, hvis man ej vil benegte Sandfærdigheden af de forhen anførte Beretninger, som Klokkeren og Medhjælperne give om de gjentagne Forligsforsøg med Borgermesteren. Med velment og oprigtig Iver har han altsaa paataget sig det vanskelige Hverv at mægle mellem Borgermesteren og hans Modstander, men der kan vel ikke benegtes Muligheden af, at der senerehen, eftersom Tvisten blev heftigere, har blandet sig andre Bevæggrunde ind, maaske ham selv uafvidende. Han handlede visselig i den fulde Overbevisning, at han havde Ret, muligvis han ogsaa havde det; men at han lod denne i sig selv saa ubetydelige Sag gaa til en saadan Yderlighed, og at han vilde drive den igjennem ved Anvendelse af sin Embedsmyndighed, var ubesindigt, ligesom hans fortsatte Vægring mod at lytte til sine ældre og mere erfarne Kollegers Raad, om at afgjøre det Hele i Mindelighed ved en Smule Eftergivenhed fra sin Side, vidner om en temmelig stor Stivsindighed. I Stridens Hede har han vel ikke saa klart skjelnet mellem, hvad der var en Krænkelse af hans Embeds Værdighed, og hvad der fornærmede hans Person; Tonen i hans ovenfor anførte Indlæg af
