6te August tyder ved sin Heftighed hen paa, at han ogsaa følte sig i højeste Grad personlig fornærmet.
Hans Færd i denne Sag vil vel saaledes neppe kunne aldeles retfærdiggjøres; ved Siden af en oprigtig og velment Iver, som man vel ikke kan Andet end erkjende hos ham, har der ogsaa gjort sig gjældende adskillig kjødelig Lidenskabelighed, men senere hen, da Alderen og Erfaringen havde dæmpet hans medfødte Heftighed, maatte hans Iver og Nidkjærhed i Embedet visselig blive til Velsignelse for den Menighed, af hvilken han endnu samme Aar blev kaldet, og i hvilken han i over 20 Aar virkede lige til sin Død. Et smukt og visselig træffende Billede giver Claus Frimann os af ham, idet han i sit Digt skildrer ham som den gamle Prædikant, der trods sine graa Haar dog endnu forkynder Guds Ord med Ynglingens Liv og Varme. Alderen har ikke kjølnet, men kun renset hans Iver, og en bitter Erfaring lært ham at fare frem med Besindighed, men ikke betaget ham Modet:
„Med hellig Iver i Stol han slog,
De Synder ej vilde han spare“.
