finder heller ikke Mere antegnet om den i Protokollerne. Nogen Tid efter er der rigtignok omtalt nogle Tvistigheder i Anledning af Protokollationen i Sagen, men disse Antegnelser give ingen ny Oplysning, ligesom de ogsaa angaa temmelig uvæsentlige Ting. Mag. Kjeld har naturligvis ifølge Kapitlets Dom søgt at retfærdiggjøre sin Fremgangsmaade for Kongen og Raadet; og som en Følge deraf udstedtes der endnu samme Aar et kongeligt Reskript af 19de December 1639, hvori Borgermesteren Laurids Ruus nedkaldes til Kjøbenhavn. Skrivelsen er rettet til Statholderen Christopher Urne: „Efterdi“, heder det, „vi Eder naadigst have forløvet at komme hid ned paa Føret, bede vi Eder og ville, at I tilkalde forn. Laurids Ruus i egen Person uden nogen Undskyldnings Forvendelse, hid neder med Eder sig at forføje, tagende med sig Alt, hvis han sin Sag og førte Proces mod forn. Mester Kjeld med agter at forsvare, hvor vi da selv den Sag naadigst agte at tage til Forhør. Og dersom I, for Forfalds Skyld, ikke kunde hende Eder hid ned at begive, da ville vi dog, I forn. Laurids Ruus med Allerførste at komme hid ned skal befale, saa denne Sag kan bekomme sin Endskab“.
At dømme efter Tonen i dette Brev har Kongen og Raadet været stemte fordelagtig for Mag. Kjeld, maaske som en Følge af den Fremstilling, han havde givet af Sagen, hvorvel den rimeligvis ikke har kunnet indeholde meget Nyt, da jo Borgermesteren efter Mag. Kjelds Paastand havde gjort hele Sagen offentlig. – Men enten nu Borgermesteren ved sin Ankomst til Kjøbenhavn har omstemt dem, eller der ere fremkomne andre Oplysninger, saa faldt dog den endelige Dom ud til Borgermesterens Fordel. Om Sommeren 1641 var Kongen selv i Norge, hvor han holdt Herredag i Bergen fra 29de Juni til 6te Juli 1641. Blandt dem, som vare tilstede der, var ogsaa Statholderen, af hvem Kongen maaske
