at bevare Taushed om den. Men den kirkelige Lovgivning siger, at hvis den Bandsatte formener sig forurettet i en eller anden Maade, da kan han stevne sig ind for Kongen og Rigets Raad, som da skulle dømme i Sagen. Men denne Bestemmelse har ikke kunnet anvendes her, da Advarselen er given i Stilhed og Enrum, og i det Tilfælde er det udtrykkelig bestemt, at om end Sagen ikke befindes at forholde sig saa; som Rygtet gaar, skal det dog ikke komme Nogen til Skade for verdslig Ret. Derfor mente Mag. Kjeld, at han ikke var forpligtet til at staa Borgermesteren til Rette for den hemmelige Advarsel, saameget mere som han jo var bleven tilstedt Sakramentet. Men ikke destomindre, skjønt Lovgivningen fritog ham for enhver Bevisning, saa skulde han dog føre Bevis for sin Berettigelse til at handle mod Borgermesteren saaledes, som han havde gjort, naar han ved Dom blev fritagen for den Taushedspligt, Loven her paalagde han.
Efterat dette Indlæg var oplæst, adspurgtes begge Parter, om de havde noget Videre at fremføre; da de hertil svarede Nej, faldt Dommen: „Da efter Tiltale, Gjensvar og denne Sags vidtløftige Beskaffenhed, og efterdi Mag. Kjeld Stub udi sit sidst indlagde Forsæt formener sig sin Værk mod Laurids Ruus at skulle kunne forsvare, naar hannem ved Dom eller nøjagtig Befaling Saadant bliver tilsted, og uden saadan Forsikring ikke tør at understaa sig mod Hs. kongl. Maj.s Forordning og sit betroede Embede deraf Noget at bevise for nogen udvortes Ret og dermed henser til højere Ret, jeg ej heller for min Person nogen Befaling ovenpaa Hs. Majestæts Forordning at udstede og bevilge mig kan understaa, haver jeg denne tvistige Sag til den højeste Ret, til kongl. Maj. min allernaadigste Herre og Hs. Majestæts højvise Raad underdanigsten hensendt og remitteret“.
Sagen var hermed indanket for en anden Domstol. Kapitlet havde altsaa ikke mere at bestille med den, og man
