som stod dem imellem, kunde afgjøre den ved Retten. Paa den anden Side maatte han ogsaa tilstaa, at Mag. Kjeld tit og ofte havde raadet ham til at leve i Fredelighed og Venskabelighed med Borgermesteren og se til at forlige sig med ham i Mindelighed.
Det synes, som om Mag. Kjeld har taget sig af Helges Sag med mere Iver, end denne selv ønskede. Han beklager sig vistnok med megen Bitterhed over den Medfart, han led af Borgermesteren, men Sagen er vel den, at han ikke ønskede, at Tvistigheden skulde komme til en saadan Yderlighed, at Bruddet mellem ham og Borgermesteren blev ulægeligt. Derfor har han, da det blev til rigtig Alvor med Sagen, svigtet Mag. Kjeld, der nu ikke vilde eller maaske syntes, at han for sit Embeds Værdigheds Skyld ikke kunde træde tilbage.
I sit Indlæg forlanger Borgermesteren Dom over Mag. Kjeld og hans Medhjælpere, „som saa ubetænksom sig udi dette Værk havde gjort delagtige, paa det at saadanne Ulemper (som ellers muligen ville blive en Sædvane), ej ustraffet skal passere“, og da Mag. Kjeld i sit Indlæg af 6te August fremsætter Beskyldninger, som angaa hans Ære, Velfærd og Embede, saa begjærer han, at han saavelsom Mag. Kjeld maa suspenderes fra sit Embede, indtil Dom falder.
Mag. Kjelds Tilsvar er meget vidtløftigt, men skrevet med megen Klarhed og holdt i en mere værdig Tone, end den Skrivelse, han den forrige Gang indleverede. Han beviser af den kirkelige Lovgivning, at Præsten og Medhjælperne ere forpligtede til at formane et Menighedslem, naar de erfare Noget om ham, som fortjener Revselse, men ikke kan straffes ad Lovens Vej, selv om Sagen er tvivlsom og ubevislig. Fremdeles forbyde de kongelige Forordninger, Ordinansen og Skriften ham at føre noget offentligt Bevis for sin Paamindelses Berettigelse; at Borgermesteren her har gjort denne Sag offentlig, fritager ikke ham (Mag. Kjeld) fra hans Pligt
