Aaret formenes“[1]. Hertil svarede Mag. Kjeld, at Laurids Ruus selv brød den første Forligelse, idet han i Fasten lod kalde Kapellanen i Kirken førend den rette Tid og skriftede for ham, hvilket han mente, at han havde gjort ham til „Bravat“ og Foragt. Dertil gav Ruus til Gjensvar, at det stod ham frit for at gaa, til hvilken af Præsterne han vilde, for at lade sig absolvere, saa at Mag. Kjeld ikke havde fornøden at tage sig den Sag saa nær; at han af en saa ringe Aarsag brød den første Forligelse viste, at han var en ufredfærdig og urolig Mand. – Da nogle af de i Sagen indviklede Personer vare fraværende, blev der ikke fældt nogen Dom, men den blev opsat.
Den 22de August kom Parterne anden Gang for Retten, og der gjordes atter et Forsøg paa at bevæge dem til Forlig. Mag. Kjeld svarede dertil: „at han saare gjerne vilde være Laurids Ruus’s Ven, men at skulle bekjende sig at have forgrebet mod Laurids Ruus vilde han aldrig indgaa eller bekjende“. Her i denne Rettergang skulde Borgermesteren bevise, at Mag. Kjeld af privat Had havde forbudt ham Sakramentet; men Vidnernes Udsagn om, hvad der passerede i Fæsterøllet (hvoraf før er anført det Væsentligste), gik i det Hele kun ud paa, at der havde været Uenighed mellem dem, og det viser sig klarlig, at Borgermesteren i sin noget vel lystige Stemning havde givet Anledningen. Helge Christophersen erklærede, at han vistnok havde bedet Mag. Kjeld om at lægge et godt Ord ind for ham hos Borgermesteren for at faa ham til at samtykke i Trolovelsen, men vidnede tillige med Ed, at han ikke havde beklaget sig over ham, at han havde erklæret Mag. Kjeld, at han ikke havde noget personligt Uvenskab med Laurids Ruus, og at han hvad den Sag angik,
- ↑ Han sigter her til Ordinansen Fol. 23: „Og saa skal der afkyndis altid hvert Aar tösser (to Gange), hvilke sig skulle undholde for Alterens Sakramente, Palmesöndag og 4de Söndag i Advent“.
