hans – – tilbørlige Tæmmelse og Spægelse Noget af Borgermesters overdaadig Fortrædelighed, imod mig uforskyldt brugt, klageligen at andrage. Nemlig at foruden mine mange hemmelige og venlige Formaningers og Advarsels Foragt og Optagelse til det Værste og haardnakkelig Gjensigelse, uanseet jeg dennem med den Beskedenhed, som jeg for Guds Domstol vil være bekjendt, bekvemmet haver, han og siden for mit Embeds Skyld med Skjælden, Truen, saadant hemmelige Værks Angivelse og Aabenbarelse, Beskikkelse til mine Medhjælpere, Forhindring og Modstand i mit Embede, offentlig Foragt endog i Guds Hus udi adskillige Maader, ja endog paa de Tider, som saadan Forargelse mindst burde at taales, mine Prædikeners Udlæggelse til det Værste, fremmede og ham ej vedkommende Sagers Eftersøgelse og Angivelse, Beskyldninger og nu endelig ved Stevning til denne hemmelige Sags udvortes Forhør mig angreben og sig paa mig forgreben haver, udi hvilket han sig som Guds og den verdslige Lovs Foragter og det Gjærdes Nedtræder, som Gud og Øvrigheden om det hellige Ministerium bygt haver, noksom erklærer. – – Beder om Hjælp til hans Spægelse og min Sikkerhed, at jeg nu ikke længere med Frygt og Suk skal gjøre mit Embede uden tilbørlig Frihed“.
I de mundtlige Forhandlinger for Retten beskyldte Borgermesteren Mag. Kjeld for, at han havde brudt begge de Forligelser, som vare istandbragte mellem dem, saavel den i Januar 1638 som den, der skede i Borgermesterens Have, og at Mag. Kjeld til Slutning „af sit hadske Hjerte den 8de November imod Statholderens Raadføring ved Borgermesterens Døre paa fri Gade under aaben Himmel hannem uformodentlig havde omringet og hannem udi saa Maade ikke behandlet som en Øvrighedsperson; men som en besynderlig forargelig Menneske udi Menigheden, hvilke Ordinansen saavelsom Kirkedisciplinen, Nadverens Sakramentes Brug tvende Gange om
