oplæste Laurids Ruus et langt Indlæg, hvori han fremstiller Sagen paa sin Vis og søger at bevise sine Paastande. Grunden til Mag. Kjelds Færd mod ham var ingen anden end personlig Uvilje mod ham, som kom deraf, at han paa Raadstuen havde talt mod, hvad han kalder Mag. Kjelds „nye egensindige optænkte Sædvaner“; dette sit Fiendskab mod ham havde han vist ved flere Lejligheder; i det omtalte Trolovelsesgilde havde han truet ham med Hug, da han besøgte ham i Haven, havde han overskjændet ham med adskillige trodsige Ord og Trusler, og til Slutning. forbød han ham Nadveren den 8de November i Medhjælpernes Nærværelse uden foregaaende Betænkende og Proces; og hvorfor? for det Første siger han, fordi han ikke vilde komme til Mag. Kjeld, da denne sendte Bud til ham, men Grunden dertil var dels, at han havde havt Forhindringer, dels at han ikke vidste, hvad Mag. Kjeld vilde ham, og dernæst, fordi han ikke vilde forlige sig med Helge Christoffersen, med hvem han dog ikke havde Andet udestaaende, end hvad der kunde afgjøres ved Lov og Dom, og som Mag. Kjeld altsaa ingen Ret havde til at blande sig i. „Jeg tror“, siger han, „ikke nogen ærlig christen Mand saa uskyldig Ære og Velfærd at være eftertragtet og det af min egen Sognepræst. – – Saadant kan ikke gaa upaatalt hen; thi mit gode Navn og Rygte ikke alene i Menigheden og udenbyes, mens endog fast over det ganske Land og muligens paa fremmede udlændiske Steder ilde derfor eftertales“.
Mag. Kjeld overgav en Skrivelse, rettet til Statholderen og Bispen Oluf Boesen, hvori han med Heftighed beklager sig over Borgermesteren: – – „Efterdi jeg nu udi lang Tid, det Gud bekjendt og snart Alle aabenbare er, med Taalmodighed mig paabeflittet al Borgermesters Laurids Ruus’s Overlast at overvinde, hvilken dog ikke synes uden nu først at begynde: foraarsages jeg nu omsider til min Beskjærmelse og
