svor ved højeste Ed, at hvad (hans) Person angik, da skulde alle de Præster i Verden er ikke kunne bringe ham til at forlige sig med Helge Christoffersen. Hertil svarede Mag. Kjeld, at dersom Borgermester ikke vilde ham tilgive, da nødtes han til at gjøre det, han nødig vilde, og sagde, at han maatte holde sig fra Herrens Sakramente, indtil saa længe, at han vilde bedre kjende og forstaa sin Synd og forlige sig med sin Modstander. Borgermester vendte sig fra Mag. Kjeld, og Mag. Kjeld bad ham venligen, han vilde dog betænke og komme ihu Alt det hannem var sagt til Advarsel. Borgermester bad, at Mag. Kjeld vilde give ham det udi Pennen, ellers vilde han ikke agte det eller komme det ihu. Mag. Kjeld ønskede Borgermester en god Dag og bad for Guds Skyld, at han endnu vilde betænke sig, og rakte ham sin Haand. Men Borgermester undvigte til sin Dør og ikke vilde give ham sin Haand“.
Statholderen gjorde atter flere Forsøg paa at bringe Forlig tilveje; „men“, siger Lector theol. Oluf Boesen, „Mag. Kjeld vilde sig ikke til Fred accomonodere, vilde før coroneam martyris[1] og sagde og derhos, at dersom det Forbud mod Laurids Ruus ikke var skeet, skulde det endnu ske; mente og desforuden, at han altfor lindt havde handlet mod Laurids Ruus“. Mag. Kjelds Svigerfader, Bispen Niels Simensen Glostrup, søgte ogsaa at bevæge ham til at give efter, men forgjæves. Mag. Kjeld vilde nu offentlig lyse til Bands for Laurids Ruus den 18de November, men Løverdag forud, den 17de, kaldtes han op paa Akershus Slot. I Fruerstuen der vare forsamlede Statholderen Christopher Urne, Lector Oluf Boesen, der under Bispens Sygelighed sees at have udført dennes Forretning, Borgermester Niels Toller og Mag. Henning Stockflet (Professor ved Gymnasiet), og der
- ↑ rettet for: „coroneus martyri“.
