den Sted, de vare. Mag. Kjeld allerførst talte udi Venlighed og Ydmyghed – – og af Guds Ord meget bevægeligen om Enighed og Forligelse Borgermester foreholdt. Item at Mag. Kjeld havde ikke sig til Fortræd, at hans Ord og Raadføring om Forligelse var bleven saa ilde optaget; hvortil Laurids Ruus gav til Svar, at Mag. Kjeld var hans Tjener, og han var ingen Tyv eller Skjelm (de i Vaterland eller Pibervigen med Mere), og det var, som Mag. Kjeld ikke skulde vide at gjøre Forskjel og anse Personer, med flere Ord, som Mag. Kjeld med al Taalmodighed og god Besked optog og sagde, at han var Borgermesters Sjælesørger saavel som de Andres, og han burde formane ham og Flere til Gudelighed; thi ellers vilde Gud kræve det Blod af hans Hænder, om han uden Paamindelse og Advarsel blev omkommen; men Borgermester svarede, at han selv kan forsørge sin Sjæl. Mag. Kjeld holdt Borgermester fore, at han ikke hermed gjorde ham nogen Forhindring, om han ved Retten vil have Nogen at tiltale, men Saadant Guds Retfærdighed og Dommen befalede; er endnu hans Formaning, at Borgermesteren vilde aflægge alt Had af sit Hjerte. Hvorpaa Mag. Kjeld saavelsom vi meget flittelig formante ham til Forligelse. – – Mag. Kjeld foreholdt ham og sine øvrige Formaninger, som Borgermester udi Hemmelighed og Venlighed skeet er, og synderlig det, som skede udi Borgermesters Hauge. Borgermester bad Mag. Kjeld tage vare paa sit Eget, det kom hannem intet ved, og ydermere sagde Borgermester, at dersom Mag. Kjeld vilde ikke med Saadant aflade og til Freds være, skulde han mod Mag. Kjeld gribe andre Middel og gjøre sit Bedste, og Mag. Kjeld sagde, at hans Embede var saadant, at han maatte og skulde Saadant gjøre og drive til en god Forligelse. Svarede Borgermester, at det kom ham intet ved, med Mere, og der Borger mester med Saadant ikke længere vilde være besværet, sagde han, at ville lade Sagen fare i den onde Mands Vold, og
