mener, siger han ikke, men det er vel den samme Sag, hvortil Provst Stub i sit Manuskript sigter, naar han taler om de nye „Anstalter, han vilde indrette i Kirkestaten“. Det kan dog ikke have været nogen Sag af Betydning, da Mag. Kjeld erklærer, at han ikke har vidst Noget derom, førend han erfarer det af Borgermesterens egen Erklæring, Den Trusel, Borgermesteren fremfører om, at Mag. Kjeld i sin Tid skal faa høre derom, har han ikke udført, idetmindste findes derom Intet i Kapitelsprotokollerne. Nogle Aar senere beretter Mag. Kjelds Eftermand Mag. Trugels Nielsen lejlighedsvis i en anden Sag, „at Mag. Kjeld Stub, da han var Sognepræst i Christiania (uden Tvivl efter Øvrighedens Vilje og Raad) ved flittig Inkvisition i Menigheden hos Nogle haver fundet fordægtige og sektiske Bøger, som han dennem og haver skilt ved“. Det er saaledes ikke urimeligt, at Mag. Kjeld ved denne Inkvisition og overhovedet ved Iver i sin Embedsgjerning har stødt an mod mangen gammel Slendrian og saaledes er kommen i et spændt Forhold til enkelte Menighedslemmer (f. Ex. den førnævnte Peder Radtke).
Uvenskabet mellem Mag. Kjeld og Borgermesteren maa have ytret sig paa en eller anden anstødelig Maade eller ialfald have vakt nogen Opmærksomhed; thi man finder, at Statholderen Christopher Urne søgte at bringe Forlig tilveje ved Mægling af Laugmanden Niels Hansen, den anden Borgermester Niels Toller og Lector theol. Oluf Boesen; ved deres forenede Bestræbelser lykkedes det at faa de stridende Parter forligte i Januar 1638. Men det varede ikke længe. Kort Tid efter, i Fastetiden, sendte L. Ruus Bud til Mag. Kjelds Kapellan Niels Christensen Dydingh for at sige, at han vilde komme noget tidlig i Kirken og gaa til Skrifte, denne Opfordring efterkom Hr. Niels, og Borgermesteren og hans Hustru gik i Skriftestolen til ham og fik Afløsning; Borgermesteren plejede ellers altid at gaa til Skrifte
