hvad Ord dennem faldt imellem, vidste de ikke, men Martha Laurids Ruus’s sagde til Borgermester: „Lader os gaa hjem; thi de ville paa Hovedet paa Eder““. Men det maa vel mærkes, at Mag. Kjeld paa Forhaand udtrykkelig havde gjort Indsigelse mod disse to Personers Vidnesbyrd, da han nylig havde havt en Tvist med dem. – Mag. Kjeld benegtede dog ikke Sandheden af dette Vidnesbyrd; at den Skik, at dandse med Glasset i Haanden, var meget almindelig paa den Tid, og at endog gejstlige Mænd i denne og lignende Skikke fulgte den almindelige selskabelige Tone, kan man se deraf, at der den 15de Maj 1638 udgik en kongelig Skrivelse, hvori Bisperne opfordres til at formane Præsterne, at de skulle beflitte sig paa et mere christeligt og sømmeligt Levnet, og blandt Andet heder det, at de skulle paaminde dem om at afholde sig fra Drukkenskab, fra at drikke Skaaler, staaende paa Knæerne, at dandse med et Glas i Haanden og lignende verdslige Usømmeligheder“ (et Udtog af Skrivelsen findes i Pontop. Annaler III, S. 72). – Laurids Ruus fortæller ikke noget Nøjere om dette Sammenstød; han anfører det kun som et Udbrud af Mag. Kjelds hadefulde Sindelag mod ham; dette ytrede sig blandt Andet, siger han, „da han udi mange godt Folks Nærværelse og Forsamling udi en Dands en synderlig Ophouff (sic) selv anfangede mod mig (dog muligens han dog var beskjænket), hvorhelst han mig med Hugs Trusel angik“. Men om den Mulighed, at Mag. Kjeld skulde have været beskjænket, vide de tilstedeværende Gjæster Intet. Men Laurids Ruus sætter endnu en anden Mulighed, hvoraf Mag. Kjelds Had til ham kunde forklares, nemlig at det kunde være kommet for Mag. Kjelds Øren, at han paa Raadstuen har talt „mod allehaande hans nye egensindige optænkte Sædvaner, han her udi Menigheden til største Besværing haver anrettet, som vel ydermere i sin Tid og i Længden skal og kan vorde hannem forstændiget“. Hvilke nye Sædvaner det er, han
