saa godt som tvungen til at overtage; Kong Christian IV’s egen Opfordring, hans høje Vens og Velynders Hannibal Sehesteds indtrængende Forestillinger og Landets fortvivlede Stilling gav ham ej andet Valg; sin gejstlige Dragt aflagde han vistnok, men vilde heller ikke antage Krigerens; „i sin sorte Habit“ foer han i Spidsen for sin 12 Mand stærke Livvagt, som han underholdt paa egen Bekostning, frem og tilbage langs Grændsen, som han havde det Hverv at bevogte, „og var ligesom et Gjærde for, at de Svenske ingensteds kunde sætte Foden paa den Kant, hvorsomhelst han kommanderede, til at gjøre Indfald i Norge“ (Slange, Christ. IV’s Hist. S. 1259). Det synes heller ikke, at Samtiden har lagt ham denne hans krigerske Virksomhed til Last som Noget, der stred mod hans Kalds Værdighed; de tvingende Forholde have sikkerlig hos den fuldkommen retfærdiggjort ham, om Nogen overhovedet tog Anstød deraf[1].
Denne korte Episode af hans Liv kan vel saaledes ikke anføres som Bevis paa, at han ej af indre Kald, men kun af ydre Grunde havde traadt ind i den gejstlige Stand. Kun af hans Færd som Præst kan man med Rette dømme herom, og det er just nogle Efterretninger fra den Tid, da han var Sognepræst i Christiania, som her skulle gives.
Det er anført, at han i 1641 forlod Christiania; Sognepræsten i Ullensaker, Mag. Trugels Nielsen, fik hans Embede i Christiania, og han flyttede til Ullensaker, i hvilket Kald han forblev til sin Død. Grundene til denne Flytning anføres forskjelligt. Hammond i Anhanget til sin Missions-
- ↑ Et hæderligt Træk, som ikke bör lades upaatalt, var hans Uegennyttighed; han opofrede i denne Krig næsten sin hele Formue i Statens Tjeneste. En liden Tiende, som tilstodes ham paa Levetid, stod ikke i Forhold til hans havte Udgifter; „men Stub, som slet ikke havde fordret (Noget), var fornöjet dermed og talede hverken om Fortjenester eller Erstatning“ (Malling, Store og gode Handl. S. 85).
