Par Gange udenlands som Hovmester for unge Adelsmænd; 1635 tog han i Kjøbenhavn Magistergraden og kaldtes samme Aar af Magistraten i Christiania til Sognepræst; der var han til 1641, da han flyttede til Ullensaker, hvor han blev Provst 1647 og døde 20de April 1663.
Man ser saaledes, at han endnu i sin kraftigste Ungdom viede sig til Kirkens Tjeneste; hvis han, som der angives, var født 1607, var han kun 28 Aar gammel, da han i 1635 kaldtes til Sognepræst i Christiania. Her ligger strax det Spørgsmaal nær – hvad var det, som bevirkede denne Overgang fra Kriger til Præst? Var det blot fordi han var bleven kjed af Krigsstanden[1], eller følte han noget indre Kald til den gejstlige Stand? Naar man ser, at han 10 Aar efter atter befinder sig i fuld krigersk Virksomhed, synes man at have Grund til at tvivle om, at han havde fundet sin rette Plads som Præst. Om man end ikke vil istemme hans Dattersøns Dom, „at det smagte noget af den gamle papistiske Surdejg og det vilde gejstlige Væsen, som da var“, saa maa man dog indrømme, at den Stilling, som Mag. Kjeld nu for en Tid indtraadte i, kun var lidet overensstemmende med hans Kald og Embede. Men man kan visselig ikke antage, at det var af eget frit Valg, at han nu atter i sin modne Mandsalder tog fat paa Krigshaandverket; den Befalingspost, som han nu beklædte omtrent et Aars Tid[2], blev han vistnok
- ↑ Saa synes hans Dattersön Provst M. Stub at mene i sine biografiske Efterretninger om Mag. Kjeld Stub, der findes i det Kongelige norske Vidensk. Selskabs Bibl.; Manuskr. Nr. 49 4to.
- ↑ Hans Bestallingsbrev er udstedt 19de Septbr. 1644 (Gjessing III, 311 flg.), og Freden til Brömsebro sluttedes den 13de Aug. 1645 (Holbergs Danmarks list. II, 870). – I hans Bestallingsbrev, hvoraf Gjenpart findes i det ovennævnte Manuskript af Dattersönnen, siger Hannibal Sehested, at han „för den uformodentlige Krigs förste Anfang og indtil denne Tid udi adskillige Occasioner, inden saavelsom udenfor Grændserne, underdanigst og troligst sig haver ladet bruge, saa at hannem derover dette Riges Grændser og Passer, saavidt Akershus sig strækker, bedst bekjendt monne være“.
