reredes, tilsendtes i rigeliggt Maal fra forskjellige Kanter, Stavanger, Bergen o. s. v. o. s. v., og Hovedmassen var da som sædvanlig en Hærskares Mangfoldighed af Traktater med reformert eller halvreformert Lære. Hvad der kom af større Skrifter, saasom Prædikensamlinger, var af samme Art. Dog holdtes ogsaa Luthers Skrifter i Ære, men forstodes tildels mindre klart, især forsaavidt som hans heftige Udladelser mod den katholske Kirke eller, som det af og til for Kortheds Skyld hos ham heder, „Kirken“ ved en ikke ganske sjelden, mærkelig Misforstaaelse virkelig overførtes paa vor Statskirke[1]. Det bør ogsaa bemærkes, at adskillige af Luthers Prædikener formedelst speciel Tendents mod hans Læres forskjellige Modstandere kræve en større kirkehistorisk Kundskab, end vor Lægmand, ja tildels end vor Borgermand hidtil har havt.
Saaledes stode eller rettere gik Sagerne indtil omtrent 1854. Den svage Instinktmæssighed i Følelsen for det Gamle var hos Mange bleven endnu svagere, medens paa den anden, Side vistnok et og andet dybere, mindre lidenskabeligt Gemyt ved Tidernes Alvor og Pinagtighed allerede da begyndte at klynge sig nærmere til Kirken. Men det maa erindres, at intet Udtryk for en ligefrem kirkefiendsk Stemning egentlig var fundet. En Udtrædelse af Statskirken var vistnok neppe endnu nævnt og anedes neppe af Nogen blandt dem, som senere foretoge dette Skridt, men vel af Andre, der havde kirkehistorisk Kundskab, og som da heller ikke undlode at varsle derom; men stedse mødtes, og det subjektivt sandt, med haanlig Afvisning. Og virkelig saa det for den overfladiske Betragter saaledes ud; thi de stærkest „Vakte“ søgte Kirken med krampagtig Iver.
Men med, om muligt, endnu større Iver søgtes fra nu af de „Opbyggelser“, som rejsende Lægprædikanter begyndte at
- ↑ Saadant har Forfatteren med egne Ören af og til hört.
