af Fjeldfinnevækkelsens Virkninger. Den anden Side, hvis Virkninger selv i dette Øjeblik ikke ganske ere hævede, skjønt Lammers dertil har bidraget, var et puritansk Begreb om „Verden“ og særskilt et højst ufordelagtigt Begreb om den konditionerede „Verdens“ Levesæt. Ogsaa dertil har Læstadius ved bitre Ytringer bidraget – og endnu mere den af ham vakte Almue, som naturligvis, maalende Fristelserne ved de almindelige selskabelige Fornøjelser med sin egen gamle Ryggesløsheds Maal, saa en Fordærvelsens Pøl i enhver Sammenkomst, som ikke havde et religiøst Maal for Øje. Vækkelsen var og er tildels endnu en Lægmandsvækkelse, skjønt Antallet af dens Lemmer af de højere Stænder ikke er ganske ringe, hverken i eller udenfor Statskirkens Samfund.
Denne, den læstadianske Finnevækkelse, var ubestridelig den Kilde, hvorfra den tromsøiske Vækkelses første Hovedaarer fløde, og som for nogen Del bestemte dens Charakter, forsaavidt som den avlede Tilbøjelighed til „Præstehad“ og til bratte Brud i gamle Forholde. Men Mere end en Forberedelse blev den ikke, især fordi, som bekjendt, Finnerne allerede i 1851 begyndte paa de Daarskaber, som endte med den rædselsfulde Mordscene i Kautokeino den 8de Novbr. 1852. Saadant maatte bringe Vand i Blodet, om det et eller andet Sted var begyndt noget stærkt at koge. Men med denne Vækkelses Udskejelser var naturligvis ikke dens Alvor og Sandhedsspirer udryddede, og heller ikke dens oppositionelle Charakter. Denne Vækkelse havde blandt Kvæner og Finner frembragt saa iøjnefaldende Forandringer til det Bedre ved at udrydde Drukkenskab og Tyveri, at den trods sine Mangler maatte erkjendes for levedygtig. Men Mere end en Forberedelse blev den dog ikke.
Under og efter disse Begivenheder var den før nævnte Læsning af religiøse Skrifter bleven mere almindelig og Adgangen til deres Erholdelse let. Hvad der ikke herfra rekvi-
