telsen af en begavet Biskop bidrog ogsaa Sit, saavel formedelst tiltalende Forkyndelse af Ordet, som formedelst Arbejden mod en Del af det ydre Livs mere fremtrædende Udvæxter. Saaledes stod da den ældre Sognepræst ikke længere som Eremit, men blev istand til at trænge igjennem, hvor hans Tale hidtil syntes at være vendt tom tilbage.
En Modtagelighed for christelig Inderlighed var da i det Mindste indtraadt hos Mennesker af de forskjellige Stænder. Man begyndte mere at læse de hellige Bøger og søgte med ikke liden Begjær christelige Skrifter, som da ogsaa begyndte at komme i Boghandelen.
Paa denne Tid indtraf en temmelig storartet religiøs Foreteelse, der fremfor Alt paa den Tid bidrog saavel til at vække christelig Iver, som ogsaa til at bestemme det fra nu af stærkere fremtrædende Alvors Charakter, nemlig „Fjeldfinnevækkelsen“, en Gren og en Frugt af den læstadianske Bevægelse. Denne Bevægelse er forhen beskreven, saa jeg her kun skal bemærke, at den principielt – i det Mindste forsaavidt som Sagen stod klar for Læstadius selv – ingenlunde var fiendsk mod den evangelisk– lutherske Kirke, men vel mod de daværende svenske og forsaavidt mod hele Samtidens lutherske Præster. Men de utroligt bitre Ord mod Samtiden og dens Kirkelærere i det Store nedlagde der, hvor Læstadius ikke selv var tilstede og kunde give nærmere Forklaring, en Misstemningens og Uviljens Sæd, der senere voxede op og trivedes fortrinlig og i samme Forhold, som den savnede Sædemandens Pleje, og saaledes særlig i det sydlige Finmarken (Tromsø og Senjens Fogderi), hvor man baade kom i Berørelse med Fjeldfinnerne og tildels fik Læstadius’s Prædikener samt et af ham udgivet Tidsskrift at se. Det maa erindres, at Læstadius er saa langt fra at have havt noget Kirkebrud for Øje, at han tvertimod i de senere Aar aldeles har fraraadet og misbilliget Saadant. Dette var nu den ene Side
