holde. For disse ytredes der en tildels komisk Forkjærlighed. Den Tids Lægprædikener vare umiddelbart af en hel indifferent Natur ligeoverfor den senere Fraskillelse, men bidroge vistnok middelbart dertil, saasom de undlode at styrke det svage Kirke- og Daabsbegreb, men bevægede sig paa det bredeste Feldt, Syndens og Naadens, og forøgede de „Vaktes“ stærke Selvgodhed ved vel høje Lovtaler over dem. Den Mand, som paa den Tid og senere var den mest yndede jog bedst begavede Lægprædikant, O. Kallem, var irigenlunde skikket til eller forberedt paa at lede Aanderne ligeoverfor det Spørgsmaal, som snart blev brændende, og som han længe efter den Tid var ude af Stand til at klare. Bemærkes skal det, at i den Periode, som nu har været beskrevet, et Par Kvækere havde været i disse Egne og ved enkelte Foredrag, men især ved at efterlade sig Traktater nedlagde nogle Sædekorn, som ikke bleve aldeles ufrugtbare[1].
Nu, i Løbet af 1854, begyndte S. Kierkegaards „Øjeblikke“ at komme herop, og de læstes med Begjærlighed af Adskillige blandt de mest Exalterede og mindst Modne. Mindre havde været fornødent, end den kierkegaardske Pens Gift, for at dræbe det sidste Gran af Kjærlighed til det gamle Kirkesamfund – hos Folk, som ikke kunde se de forfærdelige Vridninger, hvorunder Forfatteren her vaandede sig, og hvorunder han, som det vel tør paastaaes, selv led Mere, end Gjenstandene for hans Angreb.
Efter den Tid begyndte ogsaa O. Nielsens „kirkelige Tidende“ med lidt efter lidt forbitret Tendents at være er søgt Læsegjenstand. Denne Forfatters Skriverier fortsatte det Verk, som „Øjeblikkene“ havde paabegyndt, og der behøvedes, for at Udtrædelse af Statskirken skulde finde Sted, intet Andet, end at et Snes fyrrige Mennesker af konditioneret eller
- ↑ Der er i Tromsö By før Öjeblikket et halvt Snes Kvækere.
