udviklet sig saaledes, at den, i det Store taget, ikke er mere end en Menneskealder gammel; dens Indvaanerantal er i denne Tid fordoblet; Antallet af de Mennesker, som ere fødte eller have levet der for 40 Aar siden, indskrænker sig vist til nogle Snese. Befolkningens Antal var fra 1847 til 1857 steget med 1000, en Tredjedel af det Hele. Denne Tilvæxt er fremkommet ved Indvandringer, især fra Throndhjems By og Stift, tildels fra Gudbrandsdalen, Østerdalen og Nordland. At en saadan indvandret Befolkning ikke er af bedste Slags, er en bekjendt Sag, og endnu mere, at den første Generation af Saadanne aldrig eller vanskelig betragter sig som hjemmehørende, hvor den nedsætter sig. Den kan naturligvis ikke være delagtig i de Traditioner, som de Indfødte have, og som, hvor arme de end monne være, dog altid øve nogen Tiltrækningskraft paa dem, som intet Andet have kjendt. Naar nu hertil kommer, at de fysiske Forholde ere ugunstigere end de, hvori Indvandreren er opfødt, og til visse Aarstider virkelig ere trykkende, saa vil Stemningen en Tidlang lettelig blive uvillig og ugunstig, i alle Fald blottet for ethvert Slags traditionel Vedhængen. For saadanne Mennesker er der paa Stedet ingen gamle Fortællinger om Kirken og dens Historie, ingen Minder om fromme gamle Præster, som have kunnet løse og binde, som have straffet eller trøstet o. s. v. Her er heller ikke synderlige Traditioner om andre gamle Embeds- eller andre Stormænd, som have hjulpet den simple Mand til sin Ret. Af Amtmænd har der været et halvt Snes i mindre end et halvt Aarhundrede, ligesaa i de fleste andre Grene af Embedsverket. Alt er omskiftet og forandret. Intet har Rod i Fortiden. Den konditionerede Befolkning er altsaa ogsaa i Hovedsagen ny, ikke over et halvt Snes Kjøbmænd, der have beboet Stedet i en Menneskealder eller lidt Mere.
Saaledes i det Ydre.
