Lærdommen tilsyne i sit Levnet. Det maa nemlig bemærkes, at de, der her have villet optræde som Dommere over sine Sjælesørgere, i Almindelighed ikke have sagt eller søgt at bevise, at deres Lærdom har været falsk, og heller ikke have benegtet, at de have jaget flittigt efter Klenodiet, men selvfølgelig, at det har manglet paa Aandelighedens Drift, at det har manglet paa „Gjennembrud“.
Af det, som her allerede er sagt, vilde det følge, at det stærke Brud, som er indtraadt mellem Kirken og en Del af dens Børn, ikke er fremkommet under saadanne Betingelser, som sædvanligvis pleje at frembringe saa mærkelige Følger, at Bruddet ikke er fremkommet af væsentligt indre Aarsager, men i Utrængsmaal og formedelst Omstændigheder, som, i det Store taget, ligge paa Overfladen.
Hermed er Overgangen gjort til den egentlige Gjenstand for disse Linjer. Jeg vil da først tale Lidt om de Forholde, i hvilke Vækkelsen forefandt en ret stor Del af Menigheden. Hvad Oplysningen angaar, deri indbefattet den ydre christelige, saa stod den neppe tilbage for, hvad Almuen i mange andre Dele af Landet har at byde. Skolevæsenet var, om ikke godt, dog heller ikke aldeles slet og havde udviklet sig meget i det nærmest forangaaende Tiaar, saavel i Byen som paa Landet. Ordet var prædiket rent og med Alvor i ligesaa lang Tid, men paa Grund af Kaldets uhyre Udstrækning, et halvt Snes Mile paa hver Kant, kunde Kirkesøgningen for Landsognets Vedkommende ikkun blive sparsom. I Byen, hvor ingen Naturhindring var ivejen, var den vistnok heller ikke jævnt god, men dog ikke synderlig mindre, end i samme Periode mangt andet Sted, hvor ikke enten de gamle Dages Troesminder eller et usædvanligt Individ kunde trække Tilhørere til Kirken.
Med alt dette var vistnok Religiøsiteten i det Hele ringe og dens Frugter derefter. Men her er det af alle Hensyn
