keligvakte“ hindrede, at jo Hine langt snarere henførtes til de „Troende“, end Nogensomhelst af Kirkens Lemmer, der vilde haandhæve en friere Livsbetragtning i Adiafora eller forsvare det i Kirken gjennem en uvakt Prædikants Mund af Bibelen noksom klart beviste Gudsords Ret til at dømme alle Tilhørere uden Undtagelse, – altsaa paastaa selv de Troendes Discipelforhold til Kirken. Men Hovedstedet, hvorpaa der vakles, om just ikke af Mange egentlig snubles, er Rom. 8, 16. 17, med Hensyn til hvilket det hverken ved Skrift eller Tale har været muligt at gjøre den, som det synes, ordklare Mening gjældende, at Talen her er om den stadigt arbejdende Helligaands opholdende og trøstende Virksomhed ligeoverfor Troens ydre og indre Trængsler formedelst Haab om Herlighed i Evigheden, naar Tidens Pinagtighed er tilende. Dette Sted skal og maa være Korsvejen, hvor den bratte Adskillelse foregaar mellem dem, der have „brudt igjennem“, og dem, der „halte paa begge Ben“. Stedets Trøst gjælder den første Klasse; det kan ikke fortolkes eller forstaaes af nogen Anden, endnu mindre tilegnes. Det er ikke et Vidnesbyrd med vor Aand, men i vor Aand. Der er ingen indre Prøvesten foruden denne, alene saaledes fattet. Om Gjennembruddet selv skal det dog bemærkes, at det kun var i den tidligere Periode, at det absolut skulde kunne henføres til et bestemt Øjeblik; Angivelser af Vækkelsens Datum forlanges nu ikke mere, men leveres dog for en Enkelts Vedkommende endnu. Disse Ting ere naturligvis – og vi have jo netop her seet Følgerne deraf – fristende nok, men dog ikke Andet eller Mere end den sædvanlige Proces, som et stort Antal Mennesker, der skulle frelses af et Skibbrud paa Barnetroen, maa gjennemgaa, uden at de derfor føle sig fristede til at overføre sin egen Skyld paa den Kirke, hvori de ere opfødte, eller de Præster, som have tolket dem Ordet, og allermindst paa Mænd, som have lært purt og rent og ladet
