ved at stille sit Lys paa Ordets højeste Lysestage og derimod at have svigtet sin Pligt, om de havde villet indskrænke sig til at lade sit indre Liv komme til den langsommere og mindre fremtrædende Tilsyneladelse gjennem den mindre fordringsfulde Bekjendelses og den jævnere Helliggjørelses beskedne Frugter.
Vil man nu i Hovedtræk fremstille denne Vækkelse, saa er dens Væsen subjektiv Inderlighed, subjektiv i saadan Grad, at ethvert af Christendommens objektive Midler træder i Baggrunden, og fremfor Alt den synlige Kirke. Dette Sidste er det Primære. Men heraf udviklede sig igjen Svækkelse i Troen paa Daaben som Gjenfødelsesmiddel, og deraf tillige en Skrøbelighed ligeoverfor Alterens Sakramente, som i det Hele neppe har bestaaet i svækket Tillid til dets Virkning paa den „Vakte“ selv, men vel paa Andre, samt i en anfegtende Banghed for at støde Stifteren ved dets Nydelse sammen med „Verdens Børn“. Naar her ikke er nævnet en Snæverhed i Troen paa Gudsordets Kraft i og for sig, men kun forsaavidt som det udtaltes af en „levende“ Mund, saa er dette skeet, fordi det falder af sig selv og er vel bekjendt for vor Tids hele Vækkelse. Andet eller mere Særegent har der i denne Vækkelse ikke været, og den vilde heller ikke have kunnet lede til noget ydre eller stærkere indre Brud, hvis Forudsætningerne hos Individerne ikke havde været usædvanlig arme, især lidende af overordentlig Mangel paa de Baand, der hos Flerheden af vor Kirkes og vort Lands Lutheranere gjøre det til Regel, at holde paa det udvendig Bestaaende i det Længste, om det end muligens kan være skrøbeligt nok, hvis denne Vedhængen skulde drøftes og forklares.
De Udtalelser af den hellige Skrift, som især hensynsløst have været urgerede, ere Stederne om „Verden“ og Adskillelsen fra den, og dette saaledes, at selv Dissenternes Troesfrafald i Barnedaabslæren neppe hos Flerheden af de „Kir-
