den fjerde Part som de borttager fra Konnungen Sognepræsten og Kirken, men ogsaa at de mange Steder ikke tiende af „rue“ (ɔ: Rug) eller de graffue (ɔ: Gruber), som nyligen ere optagne. Desligeste ei heller ville tiunde af deres Qveg, som udi Danmark skeer og bør efter Ordinanzens Lydelse og ikke heller af Laxefiskende eller anden Fiskeri efter gammel Sedvane, derfor begjere de fattige Mænd at sligt herefter ikke skulle Bønderne eller andre tilstedes, men maatte handles retfærdelig.
Item vil og ikke Sognebønder føre deres Tiende „fram“ til Præsten, saa Præsterne maa gjøre stor Bekostning førend de Tienden kunde bekomme, er derfor begjærendes at Tienden maatte dennem tilføres efter Ordinantsen.
Item at Bønderne hvert Aar maatte udi Fougdens og Præstens Nærværelse gjøre deres Ed, at de ret have tiendet, efterdi Bønder saa utrolige tiender hvert Aar lige meget enten der er dyre eller og frugtsommelige Aar.
Sammeledis siuntes Præsterne godt om den fjerde Part af Tienden, som Bønderne selv holder hos sig, maatte uddeles til de fattige Skoledrenge udi Stadander som slet ingen anden Hjælp haver og til Hospitalet sammested.
Item klages her og at mange ikke kan faae sin Rettighed aarligen efter Ordinantsen og naar han den kræver bliver han truet og undsagt. Dette ere de for Guds Skyld begjærends at det maatte tilrette hjelpes.
Item beklager sig Presterne at Bønderne paa de tre Offersdage efter Ordinantsen ikke offre ei heller gjør dem deres Offertold som gammelt været haver, er derfor begjerendes at slige Uret dennem herefter ikke skulle bevises, men at de maatte faa som af gammel Tid været haver og Ordinantzen formelder.
Klager og Præsterne at de blive truet og undsagt, naar de gjøre deres Embede enten Prediken eller Bandsætning, ere begjærendes derfor at de maatte nyde Fred og ikke trues og overfaldes af saadanne Overvoldsmænd („offuervolds mend“).
En god erlig Præstemand ved Navn Hr. Jørgen paa Maaland[1] haver et ganske ringe Prestegjeld og ingen Præstegaard, men maa leie sin Gaard af Kongens Fougit og give hvert Aar til Landskyld 4 Huder, og hvert 3die Aar maa den leie igjen som en anden Bonde er for Guds Skyld begjerendes og paa hans Vegne alle Presterne her nu forsamblit var, at han maatte den bekomme fri til en Prestegaard.
- ↑ Vestre Moland i Nedenæs,
