melser i den aldeles ikke passede paa de norske Forholde. Vel havde Truid Ulfstand og Claus Bilde ved sine Recesser af 1539 og Christopher Huitfeldt ved sine 4 Recesser af 1544 søgt at raade Bod paa de værste Misligheder og midlertidig ordnet de norske Kirkeanliggender. Da imidlertid disse Recesser ikke i alle Punkter samstemmede indbyrdes og ej heller med den danske Kirkeordinants, som ogsaa gjaldt for Norge, føltes desto mere Trangen til en Kirkeordinants, afpasset efter de norske Forholde. Throndhjems Biskop Hans Gaas († 1578) havde ved Lektor Anders paa Throndenæs endog ladet oversætte den gamle Christenret af Erkebiskop Jon paa „danske eller det Maal, som nu forstaaeligt er og her i Riget menlig bruges“[1], Af flere Grunde gjorde han opmærksom paa, „at det gjøres Behov, at Norges Rige maatte efter Landsens Lejlighed gjøres en god christelig Ordinants og Skik baade med Lægfolk og Klerkeriet, at onde og ugudelige Fogder ikke saa haardelig handle med fattige Undersaatter“[2].
Da Christian IV var bleven Konge, besluttede han paa Grund af det ham kjære norske Folks Ønsker og for at hindre indsnegne Misbrug at indfri sin Farfaders Løfte og give Norge en særegen Kirkeordinants. Christian IV tilskrev 2den Januar 1604 fra, Kolding de 4 norske Bisper, at de strax skulde begynde at forfatte en Kirkeordinants og siden møde den 22de April i Bergen for der indbyrdes at „kommunicere om det, Enhver forfaret har, og da endelig gjøre et ret „opus“ deraf, hvilket ufortøvet skal med os elskelige Magister Anders Bentson, Superintendent i Oslo, os overantvordes i Kjøbenhavn, paa det forn. Anders paa alles
