men sjeldnere, mødte de af Kongen udnævnte 4 Nabopræster. Stundom sade ogsaa andre Præster og Provster deri. Sjeldnere deltog Lagmanden og andre Lægfolk[1].
1593 den 28de Juni holdtes i Stavanger atter en almindelig Synode[2]. Paa samme indstevnede Superintendenten Hr. Peder Madsson paa Lunde, fordi han skulde have sagt til Hr. Christen paa Haalandt, at der ej skulde findes nogen Lov for at udgive Degnekorn, men at Mester Jørgen havde selv paalagt Bønderne det, hvilket Biskopen strax beviste ved Kongl. Majestæts Brev at være usandfærdigt sagt. Hr. Peder benegtede højtideligen at have sagt Saadant. Hr. Christen paastod det Modsatte. For Guds og gode Mænds Skyld lod Bispen Sagen fare og tilstedte Hr. Peder og Hr. Christjern at forliges, som og skede[3].
Samme Gang blev af menige Kapitel og Synode afsagt for Rette, „at hvilken Præst herefter findes, som konspirerer med Bønderne at opvække dennem til Ulydighed enten mod Bispen, Provsten eller nogen Anden, skal for slig sin Modvillighed paa det højeste blive straffet“.
Saavel Bispens Anklage som denne alvorlige Bestemmelse tyder hen paa en Misnøje blandt Almuen, hvori enkelte Præster synes at have deltaget. Misnøjens Aarsag synes at have
- ↑ En lykkelig Skjæbne har reddet fra den Ödelæggelse, som har rammet Stavangers Kapitels övrige Dokumenter, den Bog, der indeholder alle Sager, Domme og Breve, som i „Staffuanger Kapitel handlede og udgivne ere fra 1571–1629, og da disse Efterretninger indeholde mærkelige Bidrag til at lære den Tids Forhold og Anskuelser at kjende og interessante Bidrag til Kulturhistorien, meddeles i Bilag VI et Uddrag af det Vigtigste, som forefaldt i Kapitlet, medens Hr. Jörgen Erichsson var Medlem af samme.
- ↑ Om der i Mellemtiden har været holdt Synoder, kan ej sees af de Kilder, der have staaet til min Raadighed.
- ↑ Hr. Christen Pedersson havde været Præst i Lunde, förend han kom til Haaland.
