modtaget deres Ungdomsdannelse i Landet og vare bekjendte med Folkets Sprog og Sæder. Han havde ogsaa fra sin Virksomhed og sit Ophold i Bergen erfaret de velsignelsesrige Følger af den Iver, hvormed den dygtige og brave Geble Pedersson havde taget sig af Bergens Skole, og hvor mange dygtige Ordets Tjenere der fra denne evangeliske Planteskole vare udgangne. Det er derfor naturligt, at han ej blot sørgede for at skaffe de fattige Disciple den fornødne Underholdning, men at han ogsaa som fordums Rektor tog sig med Iver af Skolens Opkomst og fik den forsynet med duelige Lærere[1].
Vi have seet, hvorledes Jørgen Erichsson i Tiendesagen og i Anledning af Gejstlighedens grundede Klager var, som det sig sømmer og anstaar en sand Biskop, sit Præsteskabs Støtte og Talsmand baade hos Kongen og Folket. Men han glemte ej heller, at det er en dygtig Overhyrdes Pligt at være Menighedernes og Præsteskabets Episcopus eller Tilsynsmand og at vaage over, at Alt gaar sømmeligt og ordentligt til. Er dette endnu i vore Dage et vanskeligt og besværligt Hverv, saa var det under de da forhaandenværende Omstændigheder mange dobbelt vanskeligere og besværligere, saameget mere som Biskopen da i de fleste Tilfælde maatte handle paa eget An- og Tilsvar. Vi ville stræbe ved Fakta at vise, at Hr. Jørgen Erichsson ogsaa i denne Henseende fortjente det Skudsmaal, som Samtiden gav ham, at han var „en nidkjær Bisp“.
I denne Retning havde Fortidens Biskoper dog Hjælp og Raad i Domkapitlerne. Det er bekjendt, at samtidig med
- ↑ Bispen udnævnte da Rektorerne ved Skolerne. Som „rector scolæ“ nævnes 17de Octbr. 1576 Johannes Petri Birck, Fionius (fra Fyen), som af Kapitlet enstemmig valgtes til sammes edsvorne Notarius publicus. 1579 den 18de November nævnes Christen Dagfindsson, som senere og længe blev Sognepræst i Stavanger, 1587 Severin Wincentius Velleius, 1588 den 28de Marts Elling Simunsson, 1599 den stridbare Peder Henriksson.
