Erkebispestolens Oprettelse i Nidaros blev der ved den kloge romersk-katholske Kardinallegat Nikolaus, Biskop i Alba, henved 1152 ved alle Kathedralkirker i Norge oprettet Kapitler, ligesom Tilfældet da var næsten overalt i den romerske Kirke. Disse Kapitler bestode af en Samling Gejstlige, der, saa at sige, for Kleresiet eller i dets Navn skulde vælge vedkommende Biskoper og bistaa dem som kirkeligt Raad. Kapitlets Medlemmer kaldtes Kanniker (canonici) og vare i Norge tillige Præster, der havde til Bestyrelse og Underhold Præstekald (Præbender), men skulde dog tildels som Munke leve sammen, og have fælles Bord (mensa communis)[1].
Ved Reformationens Indførelse blev vel paa Luthers Forbøn Kapitlerne bestaaende, men de tabte det Meste af deres Indflydelse, og deres Indtægter kom ej sjelden i Uvedkommendes Hænder. Om Stavanger Domkapitel ved man kun, at Thor Røed behandlede Stavanger Kapitel paa samme Maade, som hans Jævnlige Otto Stigson gjorde i Throndhjem, og han „opbrændte paa Kirkegaarden det skjønne Liberii (Bibliothek) og mange nyttige Bøger og Breve, som vare i Kapitlet“. Stavanger Kapitel var under de to første evangeliske Biskoper fortrykt og uden Anseelse og Virksomhed og synes at have været indskrænket til Byens Præster og Skolemesteren[2]. Jørgen Erichsson, der erkjendte, hvor megen Gavn og Støtte Bispen kunde have af et velbesat
- ↑ Keysers Kirkehist. S, 223. Anhang til Kongespejlet S. 186. Nærmere Oplysninger om Domkapitler findes i „De danske Domkapitler, deres Oprindelse, Indretning og Virksomhed för Reformationen“ af Ludvig Helveg.
- ↑ 1601 den 4de April böd Christian IV, at Kannikerne i Throndhjem skulde residere hos Bönderne i Kannikegjeldene og ej som hidindtil lade dem styre ved Kapellaner, og at „bona commnunia“, som falde i Kapitlet, skulde deles mellem de residerende Kanniker udi Byen, nemlig Superintendenten, Kantor, Lektor, Archidiakon, de tvende Pastores til Domkirken og vor Frues Kirke samt Chordegnen (Paus, II, 452).
