til alle Lensherrer i Stiftet med Befaling, at Almuen skulde tilholdes at tiende retfærdigen; men ej heller dette hjalp blandt de stive Egder. Alt blev ved det Gamle, endog efterat Peder Clausson havde tilskrevet Junker Sturnich Bøelle, Herre til Woodtzwidtz, der fra 1606 til sin Død 1618 var Befalingsmand over Agdesiden, sit mærkelige Brev af 10de Marts 1606, hvori han meddeler en historisk Fremstilling af Forholdene og Striden og anmoder Junkeren paa egne og Præsteskabets Vegne at fremme Sagen hos Kongen, da han mente, at „Menighederne hverken bleve fattige eller rige ved svigelig at forholde deres egne Sognekirker og deres fattige Sjælesørgere det, som de med Rette bør at udgive til dem“[1].
Lykkedes det end ikke den nidkjære Biskop at faa Striden om Tienden overalt bragt til det ønskede Slut, saa udrettede han dog, som vi have seet, Meget i saa Henseende i Stiftets vestlige Halvdel, og næsten overalt lykkedes det ham at faa Almuen til at betale et Spand Korn til Stavanger Skole, hvor baade Degne og kommende Præster skulde dannes. Det kunde nemlig ej blive skjult for denne klartseende Mand, at en af Aarsagerne til, at de evangeliske Præster mødtes med saa megen Uvilje og saa Lidet udrettede, var, at de fleste dels vare udannede, uvidende og udygtige, dels vare danske Mænd, der ofte ved deres Sprog og Mangel paa Kjendskab til Folkets Tungemaal, Karakter og Sæder hindredes i deres Gjernings Udførelse, ligesom vel flere af disse ogsaa manglede den Dygtighed og Aands Overlegenhed, som kunde erstatte ovennævnte Savn; thi neppe var det de dygtigste Præsteemner, som vovede sig op blandt de haarde og vilde Nordmænd. Skulde der altsaa udrettes noget Alvorligt for Fremtiden, maatte der sørges for at faa Præster, som idetmindste havde
- ↑ Brevet findes trykt i Hofmans Afhandling om Tiende, 2den Udg. S. 35–37.
