til Kongen, men da han ej Andet vidste, end at man paa Agdesiden ogsaa havde forbedret Tienden som i Stavangerlen, omhandlede han ej Tienden, men androg kun om en kongelig Befaling til Lensherrerne paa Agdesiden, at de skulde tilholde Almuen hver i sit Len at udgive hver sin Behjælpning til Skolen. Bønderne i Listers og Mandalslene fandt sig nu vel i at betale deres Spandkorn til Skolen, „men med en ond Vilje og Præsternes store Umage, og somme have ikke udgivet uden Halvparten deraf og somme ganske indeholdt det. Men i Nedenæslen holdt de det endda til 1590, da Statholderen, Axel Gyldenstjerne, paa Lagthinget befol, at Almuen skulde det udgive og Fogden holde dem dertil, „men“, siger Peder Clausson, „de agtede det ringe“. Biskopen, hvem Skolens Tarv laa varmt paa Hjertet, bød da den kraftfulde Provst Peder Clausson i Aaret 1592 at drage til hver Hovedkirke og Annex i Nedenæslen og forelæse Lensherren Hans Pedersson Basses Skrivelse, at de samme „Deigne-Spandt skulde udgive“, og han bragte det endelig saa vidt med dem, at „de bleve optegnede og siden have det udgivet, men i „Raabygdelaffuet“ have de endnu (1605) ikke udgivet en Haandfuld Korn eller nogen anden Ting for samme Degne-Spandt, endog Bispen nogle Gange under sin Visitats paamindte dem og flittig formanede dem dertil“[1].
Hvad Tienden paa Agdesiden angaar, saa vedblev Bønderne der at negte at betale Tiende efter Kongens Befaling. Naar man krævede dem, „krøbe“, som Hatting siger, „Bonde-Nykkerne frem, og Enhver sagde: „Min Far ga ikkje Tiende aa Prestie, so gjær eg ikkje heiller; di kan no jære, kva di will, dæ kvitte ikkje meg“.
1595 besøgte Bispen personlig den unge Kong Christian IV og det regjerende Raad og forhvervede en kongelig Skrivelse
- ↑ Clausson. Se Hofman om Tiende S. 38 og Peder Claussons Levnet af A. Faye.
