skal ogsaa tiendes, og den, som findes uretfærdig at tiende, skal straffes. „Om den 14 Part af Tienden, som kaldes Bondeluthen, besluttedes, at Almuen skal den beholde hos sig efter gammel Sædvane og hjælpe deres Fattige hjemme i Bygden med, som de ville være bekjendte for Gud[1]. Derimod har den menige Mands Fuldmægtige bevilget og samtykket, at hver Mand skal give et Spand Korn af hver Mandsverk aarlig og det fremføre med deres Tiende, levere samme til 2 Mænd i hvert Sogn, der skal bringe Præsten det, hvorpaa han skal forvende det i Penge og sende disse til Skolen i Stavanger til Underhold for Skoledegnene, at de stedse skal blive ved Skolen og ikke udløbe iblandt Almuen efter deres Almisse, som det her til Dags skeet er“[2].
Strax derefter udgave Bønderne i Stavangerlen, som er Rygesfylke, Jæderen og Dalerne, baade deres Tiende og deres Spandkorn, en Sjælands Skjeppe, til Skolen, men Bønderne paa Agdesiden negtede, da de ej havde været med i Skien, baade at tiende efter Kongl. Maj.s Brev og levere det Spand Korn til Skolen. Hr. Jørgen og Skolemester Hans Pedersen klagede nu paa menige Præstemænds Vegne over denne Vrangvillighed for Herredagen i Bergen 28de Aug. 1578, idet de gjorde opmærksom paa, at den „ Part af Tienden, som efter den gamle Christenret tilhører de Fattige, af Paul Hvitfeld paa Kongens Vegne var bestemt til fattige Skolepersoners Underholdning. Endvidere klagedes over, at nogle af Bønderne ej vilde retfærdigen tiende. Herredagen stadfæstede Hvitfelds Bestemmelse og bød Almuen at tiende retfærdigen Det hjalp imidlertid lidet. – Bispen henvendte sig 1579 atter
