hver Mand, som formaar at erhverve Ejendom, pligtig at betale Tiende saavel af Kapitalen som Renten og skifte den i 4 Dele, 14 til Biskop, 14 til Herredspræst, 14 til Kirke og 14 til Bønderne selv[1]. Dette for Gejstligheden vigtige Anliggende blev siden ordnet ved det bekjendte Konkordat mellem Kronen og Kirken i Tønsberg 9de August 1277 (Sættargiord herra Magnuss ok Jons Erkebiscups), hvorved Kirken sikredes Tienden ej blot af Korn, Kvæg og Fisk, men af alskens Indtægt.
Den forøgede Indtægt og uafhængige Stilling, som ved dette Konkordat sikredes Gejstligheden, opvakte imidlertid de verdslige Høvdingers Misundelse og Folkets Misnøje. Man fandt sig besværet ved de Kirken indrømmede Friheder. En heftig Strid udbrød, der varede længe, og dens Ende blev, at Gejstligheden ved kongelige Haandfæstninger sikredes Tienden efter Tønsbergerforliget. Dog synes Gejstligheden hverken at have faaet eller krævet den i dens hele Udstrækning. – Kirkeforbedringen var Kronen og Adelen en velkommen Anledning til at plyndre Kirken. Bispe- og Klostergodset blev forvandlet til verdslige Len eller solgt eller bortskjenket; den rige Bispetiende blev forvandlet til Kongetiende o. s. v. At Almuen ogsaa ønskede at faa sin Andel i Rovet, er ej at undres over, og udentvivl haabede Mange at blive fri for Tiende til Kirke og Præst; thi overalt i Landet og især i Stavanger fandt man hos Almuen stor Uvilje og megen Modstand mod at betale Tienden. Da man imidlertid fandt, at Præster fremdeles vare fornødne og maatte sikres nødtørftig Underholdning, bød den danske Kirkeordinants af 1539, „at Bonden skal tiende hvert tiende Kjerv af allehaande Korn og desligeste den tiende Høfde efter den Recesses Lydelse,
- ↑ Den samme Fordeling af Tienden i 4 Parter paabydes ogsaa i Erkebiskop Jons Kirkeret Kap. 20.
