2) Ingen Sognepræst skal drage ud af sit Gjæld og i en
Andens foretage nogen præstelig Tjeneste, enten med Brude
at vie eller i anden Maade, uden det sker med den Andens
Forlov og Vilje. Dersom Nogen herimod gjør, han skal straffes
som den, der ingen Ordning og Skik vil holde.
3) Ingen Præst maa skjælde paa Nogen, uden han ved aabenbarlig Sag mod ham, og den ene Præst maa ikke i Tilfælde af Trætte med en Anden opvække Bønderne og Andre mod ham.
3) Fældtes den Sentents paa Synoden, at hvilken Sognepræst, som havde faaet sin Superintendents Brev om at komme til Synoden og har siddet hjemme, skal bøde 3 Rdlr. til Stavanger Hospital, medmindre Sygdom eller lignende Forfald har hindret ham. Findes Nogen ulydig og modvillig at sidde hjemme efter denne Dag, naar han er kaldet, skal han bøde 3 Rdlr. til Hospitalet, og gjør han det anden og tredje Gang, skal han have sit Embede forbrudt. –
Af ovenstaaende Uddrag[1] af den første stavangerske Synodes mærkelige Forhandlinger faa vi et temmelig klart Indblik i Tidsforholdene og de mange Vanskeligheder, den Biskop vilde faa at kjæmpe med, der vilde bringe Orden i Alt og tillige være sit fra alle Sider fortrængte Præsteskab til Støtte og Forsvar, især overfor en selvraadig Almue, der baade var den evangeliske Lære og de evangeliske Præster fiendsk. Striden førtes paa den Tid (som vi af Præsternes Klage paa Synoden have seet) fornemlig om de evangeliske Præsters Underholdning og hovedsagelig om Tiendens Ydelse. Dette var et gammelt Stridsemne i den norske Kirke. Tienden blev, som bekjendt, indført i Norge af Sigurd Jorsalfarer, ligesom denne Ydelse da var almindelig i den hele Christenhed. Efter den ældre „Borgarthings Christenret“ er
- ↑ Afskrift af Synodens Forhandlinger findes i Bilag V.
