efter Ordinantsen, og naar han kræver den, bliver han truet og undsagt („dette ere de for Guds Skyld begjærendes, at det maatte tilrette hjælpes); at Bønderne paa de tre Offerdage efter Ordinantsen ikke offre, ej heller betale deres Offertold, som gammelt haver været; at Præsterne blive „truet og undsagt, naar de gjøre deres Embede, enten Prædiken eller Bansætning“. – Mod al den Brøst og Overlast andrage de Kongen om naadig Beskyttelse, og om den fjerde Del af Tienden, som Bønderne selv holde hos sig, andrage de, at den maatte uddeles til de fattige Skoledrenge udi Stavanger, som slet ingen anden Hjælp have, og til Hospitalet.
Angaaende Helligdagene blev der ført Klage over, at Bønderne vedbleve at helligholde de Dage, som i Ordinantsen ikke ere befalede, men paa de rette Helligdage, som dem ere befalede at høre Guds Ord paa, holde de sig fra Kirken og tage deres Arbejde vare.
Om Kirkerne klagedes der saavel fra Kirkeværgerne som fra Bønderne, at Kirkerne „især under Agdesiden staar slet til Nedfalds“, da Fogderne optage Jordegaver af Kirkens Jorder og udhugge Kirkens Skove, samt at nu ej længere gives Tiende af Laxefiskende.
Til Slutning blev paa denne Synode taget adskillige Beslutninger om Præsternes Tjeneste, Underholdning og Andet, „som dem daglig imellem kunde være“, og hvoraf det Vigtigste var følgende:
1) at hver Guds Ords Tjener vel vogter sig, at han ikke forsømmer sit Embede, enten med Prædiken eller de Kranke at besøge. Dersom Nogen findes det at gjøre af Letfærdighed, Drukkenskab eller anden Forsømmelse, han skal strax paamindes af Provsten. Vil da ikke han raade Bod derpaa, skal han indstevnes for Superintendenten og siden ved andre Dannemænd afsættes fra sit Embede.
