4) at de stevnes til Thinge uden skjellig Aarsag og ingen
Omkostning faa igjen af deres Vederpart“;
5) at Fogderne paa mange Steder tager og indfører Kongens Leding og Rettighed udi Kirkerne og opfylde disse saa, at Sognepræsten „ved Tiden neppelig kan komme til Alteret, Prædikestolen eller Funten at gjøre sin Tjeneste, ikke heller Sognefolkene kunne komme i deres Stole“.
6) begjærede Præsterne, at „hvad der fra Arilds Tid havde ligget under Præsternes Rettebolige med Fiskeri, Skov og anden Rettighed, maatte de beholde ubeskaaren efter Ordinantsens Lydelse; thi herpaa sker mange Præster stor Forfang og Uret“.
7) beklage og Præsterne „den store Falskhed og Utroskab, som Bønderne aarlig gjøre med Tienden, ikke aleneste med den fjerde Part[1], som de borttage fra Konnungen, Sognepræsten og Kirken, men ogsaa at de paa mange Steder ej tiende af Rug eller de Graffuer (Gruber), som nylig ere optagne. Desligeste ej heller ville betale Tiende af deres Kvæg, som udi Danmark sker og bør efter Ordinantsens Lydelse, og ikke heller af Laxefiskende eller anden Fiskeri efter gammel Sædvane. Derfor begjære de fattige Mænd, at Sligt herefter ikke skulde Bønderne eller Andre tilstedes, men maatte handles retfærdelig“.
Endvidere klage de over, at Sognebønderne ikke ville fremføre deres Tiende til Præsten; at Bønderne utrolige tiende hvert Aar ligemeget „enten der er dyre eller frugtsommelige Aar“; at mangen Præst ej kan faa sin Rettighed aarligen
- ↑ Om Bondelodden förtes overalt heftig Strid. Efter gammel Ret og Sædvane beholdt Almuen selv til Hjælp for sine Fattige 12 af Tienden, men ved Ordinantsen befaledes, at Tienden skulde deles i 3 Dele, 13 til Kongen, 13 til Kirken og 13 til Bispen. I Borgesyssel fordrede Almuen Bondelodden som Ret fra Arildstid for deres Umage med at indhöste og tærske Tienden (Dom mellem Oluf Galt og Almuen i Engedal 14de Aug. 1599).
