Sidst fremtraadte Hr. Jørgen Storck, Sognepræst paa
Lister, der navnlig var beskyldt for at føre et løst Levnet.
Han blev af Superintendenten og den ganske Forsamling alvorlig
paalagt at frigjøre sig eller blive af med sit Kald.
Ved fremlagte Skudsmaal fra sin Almue, fra den forrige Bisp
Hr. Jens Riber og Flere undgik denne iøvrigt uværdige Præstemand
for denne Gnng det truende Uvejr.
Efterat disse Klagemaals-Sager saaledes vare lykkelig endte, fremkom Præsteskabet med sine Besværinger og Ønsker. De klagede over, 1)at de bleve paa det allerstrengeste behandlede af dem, som havde de kongelige Len i Stiftet, og mente sig at ske stor Uret, hvorfor de androge hos Kongen om, at Lensherren i Stavanger, hvor Bispen ogsaa residerer, maatte faa Befaling her over Stiftet, at høre alle Præstemænds Sager udi Retten, naar de havde forseet sig eller bleve beförte eller anklagede;
2) at Fogderne plagede dem med Gjæsteri og stort Thinghold paa Præstegaardene, hvor Præsterne „hindredes fra sin Bog og Studering, saa de ikke kan gjøre den rette Tjeneste, dennem burde, ja at de tilligemed deres Folk drive Løsagtighed paa Præstegaardene“[1],
3) at kongl. Maj.s Befalingsmænd „indlægge paa Præsterne Styrmænd, Bysseskyttere, Saugskjærere, Baadsmænd og Andre til Kost og besvære dem med at skaffe Øl og Fetallie til Kongens Skib“;
- ↑ At gjöre Præstegaardene til Thingstuer var dog nogle Aar tilforn forbudt ved Jörgen Lyckes, Bjorn Anderssons og Christopher Walckendorfs Reces og Retteböder 1568 (Paus II, 350, hvor ogsaa i Anledning af Præsterettighed ved Udfærd o. m. henvises til Truid Ulfstands og Claus Bildes Recesser). Retteboden af 1568 stadfæstedes af Kongen 28de Maj 1584, hvorved Kaldsretten ordnes og Striden om Gejstlighedens Lön henvises til Ulfstands og C. Bildes Recesser af 1539 (Paus II, 409).
