som den, der havde forbrudt sig; ligeledes beskyldtes Hr. Truils Holgerson i Bjelland for at have kjøbt Hans Kongl. Maj.s Vildvare, uden at Fogden paa Lister havde kunnet faa Ret paa dem enten for gejstlig eller verdslig Øvrighed.
Disse Klager bleve paa Stedet flittigen randsagede. Først fremtraadte for Forsamlingen Provsten paa Lister og Sognepræsten i Undal, den bekjendte Peder Friis[1], og han skjød sit Skudsmaal ikke alene for sin Superintendent, men for de menige Præstemænd over det ganske Stift, som vare tilstede, „om de nogen Tid enten havde hørt eller vidst med hannem, at han i saadan Maade, som foreskrevet staar, havde sig besmittet, at de her for gode Mænd det vilde bestaa og siden dømme derpaa, som de for Gud og gode Mænd bestaa vilden. Da gav ikke alene hans Superintendent ham det Vidnesbyrd, „at han den Stund, han haver været her i Stiftet, baade i provstelig Befaling og for sine Sognefolk haver handlet og skikket som en ærlig og oprigtig Dannemand“, hvilket han ogsaa bekjendte at have erfaret i det foregaaende Aar, da han var udi Visitats, og altid siden; men ogsaa alle Præster af det ganske Stift erklærede, „at de ikke andet vidste eller andet kunde befinde, som han og strax med klare Vidnesbyrd beviste“. Efter Hr. Peder fremtraadte Hr. Matz Mickelson i Liungdal, Hr. Anders Einarsonn i Quinnisdal og Hr. Truils Holgersonn paa Bjelland. Skudsmaalene om deres Lærdom og Levnet bleve randsagede, og Ingen kunde Andet forfinde, end at de hertildags havde skikket sig ærlige og vel i Levnet og Lærdom og daglig Omgjængelse, hvilket de ogsaa beviste ved Levendes Rest og menige Sognefolks Breve og Bevisning[2].
