som kongelig Majestæt og Danmarks Riges Raad med menige Adel have dennem deram forligt og beseglet. Deraf skal Præsten have den tredje Part, og Kornet skal føres dem i Kjerven, men udi de Lande og Steder, som de ikke have saa rundelig Kornsæd, som de have udi Jylland, Sjælland, Fyen, Skaane og Smaalandene, der skulde de give Smør, Brød, Fisk og Andet, som de pleje at tiende og give efter gammel Sædvane. Desligeste skal hver Sognepræst beholde sin Præstegaard med al sin Rettighed og rette Tilliggelse samt Offer paa de 3 Christi store Højtider“[1],
Ovennævnte Bestemmelser gave Anledning til megen Strid mellem Almuen og Præsterne. I Norge var Tienden før bleven delt i 4 Dele, hvoraf Bønderne havde beholdt den ene 14 Del til Hjælp for deres Fattige; nu tabte de denne Ret og bleve endog befalede at betale Præsten 13 Del og bringe ham det i Kjerven, og det ikke blot af Byg og Havre, men ogsaa af Rug o. m. De, som havde haabet ved Kirkeforbedringen at blive tiendefri, følte sig bittert skuffede, og Alle vare misnøjede og undsloge sig for at tiende efter Ordinantsen, ja beraabte sig vel endog paa den Bestemmelse i samme, at de, som ikke have rundelig Kornsæd, skulde tiende efter gammel Sædvane. Præsterne paa den anden Side fandt sig ogsaa brøstholdne, da de hverken fik, hvad dem fordum tilkom efter Tønsbergerforliget, og ej heller eftersom deres Brødre i Danmark fik, nemlig 13 Del af Tienden. Denne Strid førtes endnu med Heftighed, da Hr. Jørgen blev Bisp. At faa den bilagt var en Hovedgenstand for hans Bestræbelser. „Han anstrengede alle sine Kræfter for at hæve den mellem Præsterne og Almuen opkomne Strid. Ikke destomindre vare dog alle Anstalter og al derpaa anvendt Møje forgjæves“[2].
