Den Skik, som paa nogle Steder fandt Sted, at naar en
Kvinde døde, førend hun blev indledet, en anden Kvinde da
skulde iføres den Afdødes Klæder og ledes ind i hendes Sted,
forbødes Præsten at tilstede under Kalds Fortabelse.
Om Herrens Nadvere bestemtes, at Almuen om sammes rette Brug skulde undervises; at den ikke blot ved Paasketider skulde annammes; at Sakramentets Foragtere skulde udelukkes af den christne Menighed; at Klemten og Ringen med Kirkeklokken, naar Sakramentet uddeles, overalt skal afskaffes tillige med „elevatio calicis“; og at det Haandklæde, som to Kirkeombudsmænd skulde holde for dem, som berettes ved Nadveren, afskaffes; at Børn under 12 Aar og den Ungdom, som ej har lært sin Katechisme, ej stedes til Nadveren. Da Brudefolk paa deres Bryllupsdag med Drukkenskab gjerne blive meget uskikkelige, maa de ej paa Bryllupsdagen som hidtil, men Søndagen tilforn gaa til det højværdige Sakrament. De, som lade sig finde i Drukkenskab, Trætte og anden Uskikkelighed den Dag, de annamme Sakramentet, skal af hver Sjælesørger paamindes og, om de ej forbedres, bansættes. – Ingen Horkarl eller Skjørlevner maa gaa til Sakramentet, førend de aabenbar have taget Afløsning. Altervin maa ej uddeles til Øjen eller anden Misbrug.
Om Ægteskab anordnedes, at Lysning fra Prædikestolen skal finde Sted, at Trolovede ej maa søge Seng sammen, førend de bete sig for den christne Kirke. Drenge og Piger, som uden Ægteskab ligge i foragteligt Liv sammen og deri blive varagtige, endog de ofte ere paamindte, skulle staa aabenbar Skrifte. Ægtefolk maa ej adskilles, uden for Kapitlet i Stavanger. Præsterne forbødes at holde Gudstjeneste ved Korsmisser og Sjælebad[1], ved hvilke Folk bade
- ↑ „Korsmisser“ er udentvivl den katholske Skik i Procession at gaa over Mark og Eng med Kors og Faner, for at velsigne samme. I Danmark kaldtes den „Korsbyrd“ (Engelstoft, Liturg. Hist. 108).
