være afsat fra sit Kald og Embede og rømme
Stiftet“.
Angaaende Daaben og dens Skikke fandt der megen Uskikkelighed og Forskjel Sted. Paa nogle Steder blottede man Svendebørn paa den ganske Krop baade Vinter og Sommer, paa andre Steder kun Hovedet; løsagtige Folk tilstededes at være Faddere; alle Fadderne vilde endrægtigen under Daaben holde paa Barnet, hvorved Sognepræsten ofte „bemødes og tvinges“; Smaabørnene opbæres strax efter Daaben til Alteret til „Vederlop“. – Alt dette forbødes, idet der om Børns Daab bestemtes, at kun Hovedet skulde blottes, da den ganske Krop ej uden Barnets Skade om Vintertid kan blottes. – Fremdeles er og aflagt de papistiske Ceremonier om Lystænden, naar Børn døbes, at lægge Salt i Munden o. m.[1]. Desuden vedtoges, at Almuen skulde undervises om, at Fadderskab nu ej kan forhindre noget Ægteskab, og at dødfødte Børn og de, som dø, førend de komme til Daaben, skulle begraves paa Kirkegaarden, dog foruden Prædiken, Ringen eller nogen Ceremoni, som Ordinantsen formelder“
Barselkvinder skal for Skrøbeligheds og Ærligheds Skyld holde sig hjemme 6 Uger efter Barnefødselen, hvorpaa de skal indledes, „dog uden Lys“. De forbydes at holde dem for et afgudisk Alter den Dag. Løse Kvinder maa ej indledes, men de skal staa aabenbar Skrifte for Kirkedøren, „den menige Mand paahørendes, andre til Rædsel“.
- ↑ Luther beholdt i sin „Taufbüchlein“ af 1523 endnu den katholske Kirkes Symboler: at blæse Barnet tre Gange under Öjnene, give det Salt i Munden, beröre Barnets Ören og Næse, smöre det med Olje paa Brystet og mellem Skuldrene, give det et brændende Lys i Haanden – Handlinger, som Luther samtlige udelod i den senere Bearbejdelse af 1524; Engelstoft, Liturgiens Hist. 180. Om Börns Neddyppelse ved Daaben ib. 209.
