nogle Aar tilforn i et Reskript af 1568 strengelig havde befalet Bispen at skikke og ordinere Alting efter Ordinants og den Skik, som holdt og brugt er udi Vor Frues Kirke[1]. Paa de Visitatser, som den nye Biskop strax foretog for at gjøre sig ret bekjendt med Forholdene og raade Bod paa de værste Mangler, fandt han stor Uoverensstemmelse mellem Kirkens Ceremonier paa de forskjellige Steder, da man dels ej havde reformeret dem, dels havde reformeret dem efter eget Hoved, og Meget, som stod i Strid med den danske Ordinants, der skulde være hans Regel. Dette gjaldt ej blot om Kirkeskikkene, men næsten i alle Forhold. For at raade Bod paa de værste Misligheder sammenkaldte han alle Stiftets Sognepræster til en almindelig Synode, som han selv aabnede i Stavanger By den 8de Juni 1573. De mærkelige Forhandlinger bleve nedskrevne og ere endnu opbevarede bag i en gammel Protokol, som hørte til Christianssands Bispearchiv, men nu findes i det norske Rigsarchiv.
Det Vigtigste ville vi her meddele. Det, som først kom paa Bane, var om Præsternes Lære og Levnet. Skjønt hverken Bispen, Provsterne eller Præsterne fremkom med nogen særlig Klage, lød dog Synodens første Bestemmelse, „at Guds Ords Tjenere alvorlig paamindes, at hver herefter flitteligen udi Gudstjenesten sit Embede og Kald udretter, flittigen af den hellige Skrift underviser sin betroede Almue og udi Ceremonier aldeles handler efter Ordinantsen“.
Dernæst klagedes over, at Nogle endog blandt Guds Ords Tjenere havde gjort sig skyldige i Simoni for derved at skaffe sig bedre Embede, men efterdi Sligt var imod Guds Ord og Kongl. Maj.s Ordinants, bestemtes, „at hvilken udi slig Simoni lader sig befinde, skal sjelvilligen
- ↑ Dansk Mag. V, 86.
