som de havde til den sande evangeliske Lærdom, der den begyndte her i Riget at prædikes, hvilken de meget nødigen vedtoge. I somme Len bød de Øvrigheden mange Penge, at de maatte være foruden Præster i nogle Aar. Sommesteds sloge de ogsaa Præster ihjel, og sommesteds fordreve de dem, den ene efter den anden, og den gamle Surdejg sidder endnu i dette Slags Folk, saa at mange endnu af dem bede Gud derom, at den gamle Tro og Pavelærdom maatte komme igjen. Dertil kommer, at den menige Mand her i Riget har saadant indvortes Had til Præstemænd og holder dem saa foragteligen, som de kunne holde den foragteste Orden i Verden, og give dennem den lille Rettighed med saa ond Vilje, at jeg ikke tror noget Landsfolk være i Christendommen, som mere hade og værre unde deres Præster deres Føde, end de gjøre her udi Riget. Og dog have vi fattige Præstemænd mere Umage og Arbejde med større Livs Fare her i Riget end i andre Lande, besynderligen i dette Stavanger Stift. Og vi have saa meget ringe Belønning. Og alligevel klage de paa os for det lille vi have og ej ville give os vor Rettighed tilbørlig og retfærdigen“.
Da den verdslige Øvrighed vilde nøde Almuen til at betale Tienden, var der udbrudt Uroligheder. Fogden i Nedenæs var bleven dødelig saaret af Almuen, og Adelsmanden Jon Haard var af Almuen paa Siggersvold Thing næsten ihjelslagen 1567[1].
Til de Vanskeligheder, som en uvillig Almue lagde en ivrig evangelisk Bisp i Vejen, kom den Mislighed, at den danske Ordinants, der var paabudt som gjældende for Norge, i mange Tilfælde ej passede paa norske Forholde, og Kong Fredrik II
- ↑ Bönderne maatte derfor böde 1800 Rdlr. til deres Lensherre Christen Munch paa Akershus. Hofman om Tienden S. 34.
