og Stavangers faldefærdige Domkirke blev forbedret[1]. Af Stavangers Skole og Hospital tog han sig med rosværdig Iver og bragte begge igjen paa Fode. Endelig sparede han ingen Møje for at sikre Stiftets Præster mod Overlast og Overgreb baade fra Fogdernes og Bøndernes Side, skjønt hans ivrige Bestræbelser i denne Retning ej altid kronedes med Held, som senere skal vises.
I det hele Stift laa endnu paa den Tid Almuen i Strid med sine evangeliske Præster, som Bønderne dels negtede den dem tilkommende Underholdning, dels ydede den vrangvilligt og knapt. – Dertil kom, at de endog truede deres Præster paa Livet, naar de i deres Prædikener irettesatte dem eller brugte Kirkestraffe, stundom mishandlede, forjoge, ja dræbte dem, saa danske Præster en Tid gruede ved at gaa til Norge, hvor man slog sine evangeliske Præster ihjel. Der er endnu opbevaret et mærkeligt Udsagn af den samtidlige bekjendte Peder Clausson, Sognepræst i Undal og Provst paa Lister, der stod sin Biskop trolig bi i den Kamp, som senere forestod ham. Efter at have vist, at Præsterne efter den gamle norske Christenret tilkom Tiende, ej blot af Korn, Kvæg og Fiskeri, men af Skibsfart og al Slags Kjøbmandskab, af Møller, Saltkjedle, Jernbjerge, Kværneberg, Tømmerhug o. m., tilføjer han: „hvilken Tiende Almuen haver afslaget uden deres Øvrigheds Samtykke, en Part ved Oprør, som de ofte oprejste her udi Riget, en Part af det Had,
- ↑ Stavangers herlige Domkirke blev ved Reformationens Indförelse plyndret og frataget det meste, om ikke alt sit Gods og Renter. Ifölge Jörg. Erichssons Forestilling var det vel, at Kong Fredrik II böd 2den Aug. 1574, at, da han erfarer, „at Domkirken i Stavanger skal være byggefalden og ikke selv er udi Forraad eller har slig Rente, at den dermed kan forfærdiges, Renten og Indkomsten af alle Sognekirker over alt Stavanger Stift skal udi nærværende Aar indtages, ophæves og anvendes til Stavanger Domkirkes Bygnings Behov, hvilket Jörg. Erichsson og Kannikerne skal indkræve, anvende og gjöre Regnskab for“.
