skikke Fattigfolk Diakoner og tilse, at de ikke forsømme deres Befalning. Med alle Skoler skulle de have Tilsyn og vide, hvorledes der læres baade paa Troens Vegne og udi andre bogelige Kunster. De skulle sætte Skolemestre (ɔ: Rektorer) dertil, hvilke de selv med Sognepræsten og de bedste udi Raadet have overhørt. Ensinde om Aaret skulle de besøge Kirkerne og da overhøre dem, som man vantroer udi sin Lærdom[1], styrke de Retskafne og af Guds Ord rette, hvad der kan være Folket imellem om nogen vrang Lærdom, og bespørge, hvorledes Prædikener og Skolerne holdes, ogsaa hvorledes det gaar med Hospitaler og Fattigfolks Kiste.
Til disse Pligter, som Ordinantsen paalægger, var og kommen den, at afgjøre alle Ægteskabssager, Strid mellem Præster indbyrdes o. s. v. i Kapitlet, hvis Formand Bispen var, naar Lensherren ej var tilstede.
Om alt dette mindedes den nye Biskop i hans Bestalling af 2den August 1571, hvor Kong Fredrik II paalægger ham mat have flittigt Opseende med, at Guds Ord prædikes rent og purt allevegne der udi Stigtet og altingest med Religionen ganger skikkeligen og ordentligen til efter Ordinantsens Lydelse, og udi Visitats og anden Bestilling hans Kald og Embede anrørendes sig flittig og uforsømmelig lade befinde[2].
Var, som vi af det Anførte kunde se, Bispeembedet i Almindelighed besværligt og vanskeligt, saa var dette i Særdeleshed Tilfældet i Stavanger, hvor den nye Bisp saa godt som maatte opbygge Alt fra Grunden af og saavel i Folket som i Præsterne havde Meget at kjæmpe med. Hvad som imidlertid meget hjalp til et lykkeligt Udfald var, at Bispen
