Hr. Jørgen fik snart Anledning til at erfare Sandheden
af Ordinantsens Udsagn, „at Superintendenterne, som skulle
være de rette Bisper og Erkebisper udi Kirkerne, kaldes nu
ikke til nogen Ørkesløshed, som saadanne pleje at være udi,
men til stort Arbejde. I Ordinantsen[1] paalagdes det
dem, at de paa Latin skulde traktere og lære Andre den
hellige Skrift, prædike Guds Ord for Folket, ikke aleneste
hjemme i Byen, der som de bo, men ogsaa over det hele
Stift, hvorsomhelst de komme. De skulde holde Undersaatterne
til at være fredsommelige og lydagtige og Prædikerne
til retsindig og endrægtig at lære Christi hellige Evangelium.
De skulde ogsaa have Tilsyn med, at Sognepræsterne med
deres Hussinde „føre et høvisk Levnet. Førend de skikke dem
til saadan Tjeneste, skulle de høre dem flittelig over,
skikke dem til Embede[2] og med en Forskrift[3] sende
dem heden til sin Kirke udi Herrens Navn. Hvilke som herimod
gjøre og tage ikke vare paa sit Embede, dem skulle de
give Paamindelse og Advarsel og straffe dem, saaat de enten
bedre sig eller og tage Lensmanden og Provsten til sig med
nogle andre Sognepræster og sætte dem ud af Embedet“. De
skulle og „tage alle de Sager til sig, som anrøre Samvittighederne,
om hvilke man spørger Raad af Guds Ord, naar
enten vi[4] eller Nogen af vore skriver dennem til eller
noget saadant bliver dem ellers forelagt udi Stiftet. – De
skulle „besøge Børneskolerne, naar de fare om i Kjøbstæderne,
hvor de komme“. De skulle ej forsømme at adspørge,
hvorledes de Fattige forsørges, og have Tilsyn med, at en
„menige Kiste“ for de Fattige indrettes, og være med at til-
Side:Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge - Andet Bind (1859).djvu 01.djvu/194
Denne siden er ikke korrekturlest
190
A. Faye,
