og Sognepræster over alt Stiftet blive med deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte, for ikke at vække nogen Forskrækkelse blandt den fattige, simple og uforstandige Almue, førend vi kunne finde andre Raad til med Lempe at komme dem til bedre Forstand i Guds Ord“[1].
Under saadanne Forhold vedblev Folket at være katholsk, og paa de fleste Steder vedbleve „Munkepræsterne“ at være Folkets Lærere. At man gjorde dem bekjendte med den danske Kirkeordinants, der paabød dem at prædike den rette Tro, afskaffe Helgendyrkelsen og anden papistisk Overtro, blev paa de fleste Steder uden Virkning, saa meget mere som ethvert Forsøg i den Retning paadrog Præsterne Almuens Had og Forfølgelse. Den væsentligste Forandring var vel, at flere Præster nu giftede sig og, saavidt ske kunde, i ydre Ting rettede sig efter den nye Kirkeordinants. Men selv disse Forandringer synes at have vakt Almuens Mistænkelighed og Misnøje, der aabenbarede sig i den almindelige Ulvilje mod at rette sig efter Ordinantsen og give deres nu saakaldte evangeliske Præster deres Underholdning. Det Første, som de opsendte danske Reformatorer, Ridderne Hr. Truid Ulfstand og Klaus Bilde, fik at bestille, var at ordne disse Anliggender. De udstedte derfor i Oslo St. Hansdagen og i Bergen Bartholomæusdagen 1539 tvende Recesser[2] for at afhjælpe de værste Misbrug og midlertidig ordne Landets verdslige og kirkelige Anliggender. Om Mødet i Oslo, hvor den første Reces udstedtes, have vi nærmere Efterretning i et Brev, som Bergens Superintendent Geble Pedersson
- ↑ Dette mærkelige Brev findes i det norske Rigsarchiv og er offentliggjort i Langes „de norske Klostres Historie“ Bilag 13. S. 768.
- ↑ Oslo-Recessen findes hos Paus, II, 291–98 og Bergens-Recessen i Krags „Christian III.’s Historie“ II, 327. De bleve derpaa udvidede og stadfæstede af Kongen, og denne nye Reces findes hos Krag, II, 331.
