og den Enighed og Kraft, der formaaede at sætte en alvorlig Modstand mod ydre Vold og fremkalde en Kamp paa Liv og Død for Frihed og Fædrenetro. Dertil kom, at Landets Borge og vigtigste Len vare i kloge og dygtige danske Adelsmænds Hænder, og at Nordmændene savnede en Høvding, der kunde vække, forene og styre de slumrende Elementer og de isolerede og stridige Kræfter.
De gamle storættede norske Familier vare efterhaanden dels uddøde, dels af den dansk-holstenske Adel fortrængte fra Landets vigtigste Embeder. I Throndhjems mægtige Erkebiskop, Olaf Engelbrechtson, en norsk Adelsmand fra Ryfylke, havde vel Nordmændene en Mand, som baade havde Anseelse og Øje og Hjerte for Fødelandets og den katholske Kirkes Fare, men han savnede den Bestemthed, Kraft og Mod, som udfordredes til med Held at udføre det saa vanskelige Hverv, at være sit Lands Frelser. Han gjorde vel næsten nødtvungen Forsøget, men da han ej fandt den Bistand af sine Landsmænd, som han vel havde Grund til at vente, tabte han Modet og flyede til et fremmed Land, da to danske Adelsmænd, Truid Ulfstand og Christopher Huitfeld, med en Hær og Flaade sendtes mod ham. Erkebiskop Olafs Flugt lammede al Modstandskraft hos Nordmændene, og de vare nu rolige Vidner til, at de danske Høvdinger bortførte deres Bisper, plyndrede deres Kirker og Klostre, tilegnede den danske Konge Kirkens rige Gods og reformerede selv deres Tro og Gudstjeneste. Skjønt vi kun have faa og magre Efterretninger om, hvorledes Reformationsverket i det Enkelte dreves, saa kunne vi dog se, at Kirkeforbedringen i Begyndelsen var aldeles udvortes. Christian III bød saaledes i et Brev af 17de Juni 1537 Eske Bilde, sin højt betroede Lensmand paa Bergenhus, at „inddrage under Kronen al den Rettighed, som Bispen plejede at have, men derimod lade alle Kirkernes Personer
