Naar man betragter de kirkelige Forhold i vort Fædreneland, saa faar man vel det Indtryk, at den katholske Gejstlighed her tillands i Almindelighed aldrig i den Grad glemte sit høje Kald eller gjorde sig skyldig i saa grove Udskejelser, som Tilfældet var i de sydlige Lande. Landets Fattigdom, den tynde Befolkning i et vidtudstrakt Land, Folkets sunde Sands og Sædvanernes store Herredømme synes i Almindelighed at have hindret store Overgreb og grove Forargelser fra Kleresiets Side. Præsterne, som udnævntes af Bisperne, levede blandt og med Folket og stode hverken i udvortes Kaar eller Dannelse højt over Odelsbønderne, og i Landets Bisper, hvoriblandt flere vare i Besiddelse af større Lærdom og mere Dannelse, end man almindelig mener, saa Folket under Forbindelsen med Danmark sin Friheds og Uafhængigheds sikreste Værn mod den dansk – holstenske Adels tiltagende Vælde og de kongelige Fogders umilde Regjering.
Man har saaledes al Grund til at antage, at Nordmændene i de Dage liden eller ingen Trang følte til nogen Kirkeforbedring, ja at en saadan var dem ligesaa ubekjendt og uvelkommen, som Christendommen 500 Aar tidligere havde været for deres hedenske Forfædre, da Hakon og Olaferne bøde dem at ombytte Hedenskabet med Christendommen. – Den Maade, hvorpaa de danske Magthavere udførte den ydre Reformation, og de dermed forbundne Omstændigheder kunde heller ikke andet end forbitre Nordmændene og bidrage til, at de betragtede hele Reformationen som et Paaskud til at berøve deres Fædreland dets Selvstændighed. Hvad der under disse Forhold især maa forundre os, er, at Nordmændene saa taalmodig fandt sig i, at en dansk Herredag fradømte Norge Frihed og Tro og at danske Høvdinger siden plyndrede Kirker og Klostre. Nordmændene vare visseligen højst misfornøjede, klagede og knurrede, men derved blev det. De savnede i de Dage den Begejstring for Uafhængighed og for Fædrenetro
