tilskrev Kongen. I samme melder han, at Kannikerne i Oslo og Hamar have været samlede i Oslo Midsommer med ham, Hr. Truid Ulfstand, Hr. Claus Bilde, Peder Hansen (Basse) tilligemed hele Kleresiet, Borgemester, Raad og menige Borgere og da velvillig indgaaet og annammet den kongelige christelige Ordinants, men da Ingen turde paatage sig at være Superintendent, saa bade de Alle, at Kongen vilde beskikke dem en lærd Mand, som dette Embede kunde forestaa. Han gjør og opmærksom paa, at, da Hamars Kanniker og Kleresi var lagt til Oslo Domkirke, bestod Stiftet af mere end 100 Præstegjeld, som neppe kunde visiteres i eet Aar, og at der var nogle Præster, som af Vanvare havde begaaet Manddrab. Med Hensyn til dem spørger han, om de skulle vedblive i Embedet. Endelig tilføjer han, at uden Superintendent skulde Religionen snart forfalde.
I den af Kongen stadfæstede Udgave af disse Recesser siges, at Kongen i Anledning af de mange Klager over den store Brøst og Trængsel, som dette Lands Indbyggere mod Lov og gamle Privilegier havde lidt, med disse gode Herrer og Riddermænds Mænd og andre velvise og indfødte Mænds Raad og Samtykke havde til hans Undersaatters Nytte udstedt en Del Bestemmelser, af hvilke følgende ordnede de kirkelige Anliggender.
§ 9. „Om Landskyld og Leding at gjøre og udgives, da skal efter Jordens Afvæxt og efter 6 Mænds Sigelse og gode Tykke samme svares udi Korn, Huder, Slagter og Skind efter Loven.
§ 13. Om Kirkens Jord at bygsle er saa besluttet, at Kirkens Ombudsmænd selv skulle bygsle Kirkens Jorder og oppebære Kirkens Rente med Sognepræstens Videnskab, og holde Kirken med skjellig Bygning og Ornamenter, og hvis Del derover bliver, gjøre Regnskab for til Provsten, og skulle Kirkens Ombudsmænd ingen Magt have med deres Slægt at
